Djævlens Trækspil

Myten om kunstneren, der indgår en pagt med den Onde selv, og siden får forbandet sin ærgerrighed og talent, har været en god historie siden tidernes morgen. I denne anden film af columbianske Ciro Guerra får myten en ny og folkloristisk drejning.

Den gamle akkordeon-spillemand Ignacio Carillo (den modne debutant Marciano Martínez) har efter et langt og omflakkende liv svoret aldrig at spille igen. Det fortælles, at hans gamle læremester vandt det hornede, men ellers uundselige trækspil i en piqueria, en musikalsk duel, mod Djævlen, der som hævn forbandede instrumentet så enhver, der spiller på det, må vandre som spillemand indtil døden.

Efter at have mistet sin kone vil Ignacio rejse nordpå og aflevere det til sin læremester. Undervejs får han følgeskab af den unge Fermin (Yull Núñez) og bliver nødt til at spille for at overleve.

En road movie på æselryg, der foregår i Columbia i 1968, er ikke noget for enhver. Særligt ikke, når de fleste medvirkende er akkordeonspillende amatørskuespillere med furede ansigter og barkede næver, og den mest naturlige indsats bliver leveret af naturen selv. De utroligt barske og særegne landskaber tager pusten fra en. Og muligvis musikken selv, hvis man holder af akkordeon. Men ikke historien selv, i det omfang der er en.

Faust-myten sat til musik var alt i alt mere medrivende i Walter Hills ’Crossroads’ fra 1986, som denne film er beslægtet med. Ikke at 'Djævlens Trækspil' er nogen dårlig film. Der er gode bifigurer og god spænding i en piqueria, der får MC’s Fight Night til at ligne et tøseslagsmål. Her får hovedpersonen endelig lov til at gøre andet end at skue livstræt ud i horisonten og være fåmælt.

Livet er ikke for kort til film, der udfordrer sit publikum med anderledes billedsprog eller skuespil. Eller for kort til film, der foregår andre steder end dem, man kan på rygraden. Men når følelser og oplevelser forandrer karaktererne lige så lidt som vinden mod et vejrbidt fjæs, så ender man med at være lidt ligeglad med, om trækspillet er djævelsk eller ej.

Så kunne man godt være fristet til at sælge bare en lille bid af sjælen for at få rundet af.