Wild Tales

Hævn så fornøjeligt og frydeligt ser man sjældent! 'Wild Tales' er det vildeste hævntrip ophøjet til social satire med spiddende forløsning over uretfærdighed, nedværdigelse, regelrytteri, magtmanipulation og alt det andet, man har undertrykt sin vrede over i mange år.

De vilde fortællinger i denne Oscar-nominerede, argentinske knaldperle er så sorte som den dybeste galde og alligevel så spraglede som et lystigt syretrip. Tragikomiske, men sprudlende af saft og kraft i de sprælske personligheder og formidable handlinger. Seks selvstændige historier med samme tema, men meget forskellige udfald.

De tre første er grotesk sjove og lægger ud med årets sejeste åbningssekvens – et fly pakket med folk forbundet af en fyr ved navn Pasternak, hvis mission er exceptionelt overrumplende. Dernæst et natligt diner-scenarie med rottegift og endnu et overraskende punktum. En eftertrykkelig fuck-finger bliver afsættet for en nervepirrende landevejs-fight mellem en bonderøv og en storbysnude (Leonardo Sbaraglia) – ikke i fartkørsel, men særdeles vold-inspireret brug af bil som scenografi for machokampen.

I de to næste fortællinger går tempoet ned og moralen op. En intens opbygning med flere unfair bugseringer af hans bil får drastiske konsekvenser for en bombeekspert (Ricardo Darín), men hans bragende modspil ender lidt for kækt. Mere snørklet er bestikkelsessagen med millionæren (Oscar Martinez) og trafikdrabet, hvis etik forplumres i en forhastet sortie.

Heldigvis er finalen et frækt drøn af en festdemonstration. Brylluppet mellem Romina (Erica Rivas) og Ariel (Diego Gentile) går bersærk i utroskab, blod og forbandelser, og alle kommer på rutsjetur i følelseslandet fra vulgært til rørende. Og ikke mindst overraskende!

Den argentinske instruktør Damián Szifrón excellerer med et blændende billedsprog af kreative kameravinkler og skarpe klip, der fremmer surrealismen i 'Wild Tales'. Tøjlesløst og heftigt lader han sine karakterer gå amok, som gevaldige, veloplagte kick til hjemlandets økonomiske og sociale ulighed og korruption.

I Szifróns smittende energi og engagement mærker man forbitrelsen og desperationen snige sig ind under huden. Så effektivt at man virkelig nyder den fryd det er at se skrankepaver, lakajer og charlataner få som forskyldt. Vildt og voldsomt, men mest af alt fornøjeligt og forløsende. Man føler sig nærmest inspireret!