pixel

Carls Tårns lejligheder rives væk

Salget i et af Carlsberg Byens sidste højhuse går stærkt. Fra 2024 kan Carls Tårns beboere nyde en kold med udsigt over det meste af byen.

Carls Tårn, solnedgang, Carlsberg Byen

I Carlsberg Byens vestlige del er én af bydelens sidste højhuse — af i alt ni — for nylig sat til salg. 

Og salget går efter alt at dømme strygende. Således er 58 af husets 91 lejligheder i skrivende stund enten blevet solgt eller reserveret, siden salget officielt blev lanceret den 12. april. 

Carls Tårn — som ligger midt mellem den gamle bryggerigrunds to parker Carl Jacobsens Have og J.C. Jacobsens Have — bliver 80 meter højt og får 24 etager. Dermed tilhører det til hvad man kunne kalde mellemkategorien af bydelens højhuse, der spænder fra 60 til 120 meter.

Fra 3 til 13 millioner kroner

Mens de nederste etager får kontor og serviceerhverv, placeres lejlighederne fra 5. etage til toppen. De får mellem to og fem værelser og spænder fra 50 til 128 m2.

Priserne spænder også vidt.

Kan du nøjes med to værelser, kan du kalde Carls Tårn dit hjem for små tre millioner kroner, mens den dyreste fem-værelses på øverste etage bliver din for små 13,5 millioner kroner.

Det er den svenske tegnestue Wingårdh — der også tegnede Carlsberg Byens højeste byggeri, Pasteurs Tårn på 120 meter — der har slået stregerne til Carls Tårn. Som den opmærksomme læser allerede har regnet ud, er det opkaldt efter Carlsbergs grundlægger J.C. Jacobsens søn Carl.

Huset bliver beklædt med en facade i mørkt bronzealuminium og med buede elementer, der med tegnestuens ord refererer til andre byggerier på den gamle bryggerigrund — navnligt Lagerkælder 3 med sine runde guldskiver og De Hængende Haver med sin afrundede murstensbeklædte facade mod J.C. Jacobsens Have.

De fleste lejligheder får små, indeliggende altaner, som snildt kunne markedsføres med "probably the best view in town".

Er du den indendørs type, kan du glæde dig over de mange store vinduer, der lukker sollys ind i stue og køkken, som du også kan sætte dit eget præg på, før du tømmer bankbogen.

Carlsberg Byens sidste tre tårne

Ser man overordnet på Carls Tårns ydre, er der dog ikke meget arkitektonisk, der adskiller den fra områdets øvrige snart 8 højhuses firkantede silhuetter, der i dag ses fra store dele af byen.

Som andre af kvarterets højhuse placeres tårnet i hjørnet af en karrébebyggelse, hvor en stor, grøn gård fremover vil kunne danne mødested for både beboere og forbipasserende. 

Sammen med Høffdings Tårn og Beckmanns Tårn er Carls Tårn det sidste del af Carlsberg Byens nye højhuse, der endnu mangler at nå toppen. Alle tre højhuse ventes indviet i løbet af 2024.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling