Cykelturen på Bryggebroen bliver sikrere
Turen over Bryggebroen bliver snart lidt sikrere for cykler og gående — en analyse skal klargøre, hvad der skal ske ved broens landing på Islands Brygge.
Den er Københavns første cykelbro over Inderhavnen.
Men siden den åbnede i 2006, har Bryggebroen givet en del cyklister svedige håndflader, når fodgængere skulle undvies ved broens landing ved Islands Brygge.
Kommer man cyklende fra Fisketorvet mod Amager modtages man ellers i første omgang af en cykeltur med panoramudsigt over først Cykelslangen og siden Bryggebroen.
Sidste del af turen går ned ad bakke, cyklen kommer op i fart, og så risikrerer man at lande på Islands Brygge på kollisionskurs med badegæster, kondiløbere og barnevogne.
Her ved brolandingen finder man et såkaldt shared space, hvor både fodgængere og cyklister må deles om pladsen. Men præcis hvem der skal give plads til hvem og hvornår, giver ikke altid sig selv — især ikke når solen er skarp og det går stærkt på den tohjulede.
Men det bliver der — langt om længe, vil mange nok mene — snart gjort noget ved.
Brokaos skal løses
På Københavns Rådhus har politikerne nemlig sat penge af til at undersøge, hvordan forholdene for gående og cyklende kan forbedres her på en af byens travle sommer-strækninger.
Næste år skal en såkaldt foranalyse til 1,2 millioner kroner således være klar. Analysen skal pege på, hvordan både Bryggebroen, landingsområdet og forbindelsen til Axel Heides Gade mellem de to boligsiloer kan ombygges, så cykelturen til Amager bliver lidt mindre dramatisk end nu.
Hvad analysen når frem til — og hvilke ændringer der kommer — er altså ikke på plads endnu, men med analysen sættes arbejdet nu i gang, og forhåbentlig bliver trafiksikkerheden på stedet lidt bedre i løbet af et par år.
I et notat til den kommende foranalyse lyder det, at den nuværende shared space-løsning optimalt set bør ændres til en klar opdeling med anvisninger til cyklister og fodgængere på stedet.
En sådan adskillelse kan dog potentielt få den konsekvens, at cyklisterne vil øge hastigheden i modsætning til i dag, hvor forventningen om kaos ved broens landgang tvinger dem ned i fart. Så det skal analysen også tænke med.
Samtidig skal det undersøges, om selve broen og broens landingsområde skal modificeres med ombygninger for at skabe den bedste løsning. Med andre ord kan man også forestille sig, at der bliver pillet ved Bryggebroens design.
Og der er mere at tage højde for. Analysen skal nemlig også indregne, at en ny metrostation er planlagt som et stop på den kommende M5 — lige her i området omkring Axel Heides Gade og de to ombyggede boligsiloer Gemini og Wennberg.
Den station må vi dog vente til 2035 med at få glæde af.
Bryggebroen får sydlig nabo
Bryggebroen er ikke alene om at have en problematisk landgang med cykelkaos til følge.
Samme udfordring kæmper kommunen med ved både Lille Langebros Christianshavns-side og begge sider af Inderhavnsbroen.
For sidstnævntes vedkommende starter arbejdet snart med at gøre begge landgange mere modtagelige for det store cykelpres.
Den fem en halv meter brede Bryggebroen blev som nævnt indviet i 2006 og var på det tidspunkt den første nye bro over Københavns Havn i 50 år.
Navnet blev efter en konkurrence i Politiken valgt fra en pulje med mere end 200 forslag. Dengang var Havneholmen og Islands Brygge Syd stadig store byggepladser, men meget har ændret sig siden dengang.
Med Jernbanebyen og endnu mere boligbyggeri på vej i Sydhavn, må der forventes endnu mere cykeltrafik på broen i fremtiden — i hvert fald indtil endnu en cykelbro ved Enghave Brygge vil tage lidt af presset, når den engang står klar — hvilket formentligt tidligst bliver i 2030.
'Enghavebroen' er indtil videre planlagt til at få en samlet bredde på godt 8 meter — inklusive en 4½ meter bred, dobbeltrettet cykelsti, der skal sikre plads til 15-25.000 cyklister dagligt.
Bryggebroen er blot 5,5 meter bred, med cirka 3 meters cykelsti. Så Københavns Kommune har altså siden taget ved lære af, at havnens nye gang- og cykelbroer konsekvent er blevet mere populære end forventet.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
giv cyklisterne begge sider af broen ig byg en ny fodgænger bro ved siden af, på østsiden . Lav asfalteret cykelsti forbi gemini.
Prioriter for en gangs skyld cyklister over fodgængereDet er jo et ret generelt billede: rigtig fine broer (med forbehold for Inderhavns-zigzag-broen), rigtig fine overflader på kajen, dårlig integration. Næsten alle steder er der mange fodgængere.
Bemærk forskellen til Langebro og Knippelsbro: her dominerer bilerne , fodgængerne er fejet til side, og vi cyklister kan bare følge med bilerne.
Det karakteristiske for landingen ved Gemini er, at den er virkelig smukt lavet, med brosten og to smalle fliserækker - hvor der ofte leges chicken mellem fodgængere og cyklister: hvem viger først? ;-) Uden cykler ville det være et fint sted. Men æstetikken er prioriteret for højt.
De daglige "kampe" om de to fliserækker viser løsningen: hvis jeg får en lækker, jævn bane at køre på, så bliver jeg der!
Accepter trafikken. Læg asfalt på de 50 meter, eller bredere granitbaner af samme type som de nuværende, brede nok til en ladcykel, med cykelsymboler på. Og lidt løftede brostenskanter.
Og skil de to trafikretninger ad med to skråtstillede barrierer lige ved landingen, der tvinger os til at sætte farten ned og dreje skarpt: To eller fire betonsokler med store skilte kan bruges som pilotprojekt. Derefter kan det sikkert gøres smukt i granit.
Lidt tvang, lidt nudging og lidt synliggørelse: det vil også gøre det nemmere for fodgængerne at forstå, hvor de kan være i fred for os.