Børsen kan ikke sælges
Efter et års tid med til salg-skilte i vinduet er Kong Christians gamle børs taget af ejendomsmarkedet igen.
Den totalfredede børsbygning er den eneste privatejede bygning på Slotsholmen, men Staten ønsker ikke at købe seværdigheden tilbage, og da heller ingen andre har budt det nødvendige trecifrede millionbeløb, har ejeren Dansk Erhverv nu bestemt sig for at blive boende under dragespiret.
Børsen fra 1625 udgør sammen med Rundetårn og Rosenborg Christian IV's berømte københavnertrilogi ud i nederlandsk renæssance. Den blev solgt til Grosserer-Societet i 1857, pensioneret som Københavns Fondsbørs i 1974, og bruges nu til kontorer og konferencer.