Det Jødiske Museum trækker sit indre ud i byen
Arkitekten bag genopbygningen af 'Ground Zero' i New York sætter endnu en gang sit præg på det Dansk Jødiske Museum.
Hengemt i 'Bibliotekshaven' ligger Dansk Jødisk Museeum i én af Det Kongelige Biblioteks historiske bygninger.
Her har københavnere og turister siden 2004 fået formidlet det jødiske samfunds godt 400 år lange historie som religiøs minoritet i Danmark — men p.t. er museet lukket for at skabe arbejdsro til en ganske markant udbygning.
Arkitekten bag museets indretning — Daniel Libeskind — er i international sammenhæng særlig kendt for masterplanen for området, hvor det nye World Trade Center er opført i New York
Han er også manden bag det mere berømte jødiske museum i Berlin — og en anelse mindre kendt for facadeudsmykningen af et lavprishotel i Ørestad.
Ny indgang klar til vinter
Nu får museet i København et helt nyt indgangsparti, og ikke overraskende faldt valget igen på Daniel Libeskind Studios, der hermed får en arkitektonisk sjælden mulighed for at fuldende eget værk.
Ifølge museet selv vil den nye tilbygning skabe en bedre og mere synlig indgang til museet — i dag kan man godt komme til at overse museet, hvis man spadserer en tur gennem haven.
Idéen er, at det nye indgangsparti visuelt skal binde museets forplads sammen med det eksisterende interiør, hvor skæve vinkler og forskellige lysindfald giver en lidt forvirrende, men alligevel målrettet, oplevelse af at være på gyngende grund.
Rumoplevelsen er både en hentydning til hellige jødiske skrifter og til de hebraiske bogstaver i ordet "Mitzvah", som ligger til grund for formgivningen af udstillingens gangareal.
Samtidig er den bølgende oplevelse fra de skrånende gulve og vægge en direkte hentydning til evakueringen af de danske jøder over Øresund til Sverige i oktober 1943 — og dén oplevelse bliver altså nu også trukket ud af bygningen og ud i de grønne haveomgivelser.
Lukket til ombygning står klar
Mens arbejdet står på, har man valgt at pakke hele udstillingen ned. Det gør man for at beskytte udstillingens indretning mod byggestøv fra arbejdet, og derfor holder museet lukket resten af året.
Bygningens ældste dele stammer helt tilbage fra Christian d. 4's tid — fra før Det Kongelige Bibliotek kom til verden.
Når den nye indgang står klar i februar 2022, vil museet genåbne med en ny strategi for at gøre den dansk-jødiske historie mere synlig og aktuel. Det skal ske med nye udstillinger og oplevelser i de 'unikke arkitektoniske rammer', som museet beskriver dem.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!