Byens højeste hus i et halvt århundrede står færdigt
100 meter høje Bohrs Tårn er nu beboet og venter på resten af sin familie af tårne i Carlsberg Byen.
En ny brun monolit er blevet en del af københavnernes horisont. Ude fra foden af Valby Bakke kan den ses fra hele byen, særligt markant ved Søerne, på vej over Dybbølsbro og selvfølgelig lige for enden af sigtelinjen gennem Istedgade.
Det er Bohrs Tårn, der med sine 100 meter og 30 etager da også er Hovedstadens højeste nye hus i næsten en menneskealder og indeholder de højest beliggende ejerlejligheder i Danmark nogensinde.
Efter fire års byggeri har de første beboere netop fået nøglerne til deres udsigtslejligheder i tårnet, og dermed kan hele den første nybyggede etape af Carlsberg Byen, Stationsområdet, kaldes fuldendt.
Her i den sydøstligste del ligger nu kontorbyggeriet Humlehuset og Humletorvet ind mod den gamle bryggerigrund, og ud mod Vigerslev Allé har Carlsberg Station og Tapperitorvet ved tårnets fod allerede været i gang i over et år, hvor også de første lærer-, pædagog- og sygeplejestuderende flyttede ind i Professionshøjskolen UCC.
Med i UCC's nye campus er de nederste otte etager af Bohrs Tårn, ovenover ligger de 22 etager med 88 boliger i den dyreste ende.
Det rektangulære højhus har fået en lidt ublid velkomst til byen. ”En brun kæmpeklods i Københavns bybillede” er noget af det pænere, teknik- og miljøborgmester Morten Kabell har sagt om tårnet, hvor kun halvdelen af lejlighederne er solgt indtil videre.
Bylivet mangler også, lyder det. På trods af UCC's temmelig triste solafblænding af sine vinduer, ser det ellers ret livligt ud, den dag Magasinet KBH kommer forbi og en gruppe unge holder eftermiddagsfest på én af de runde bænke på torvet foran tårnet. Caféstolene er indtaget af både ældre par og mødre med barnevogne.
Slankende slangemønster
Man kan skimte Roskildes skulpturelle forbrændingsanlæg i horisonten fra fremvisningslejligheden på 29. etage, som radio- og tv-vært Emil Thorup har indrettet med pastelfarver og flygel. Nedenfor kan man se direkte ned på Vestre Fængsel og Vestre Kirkegård, og på den modsatte side er der frit udsyn til hele Indre By og brokvartererne. Lejligheden på 191 m2, som endnu ikke er solgt, koster 16 millioner kroner.
Hjørnevinduerne i alle stuerne i tårnet kan foldes helt til side for at få udsigt for fuld valuta. Udefra giver vinduerne i forskellige størrelser et usædvanligt, slankende mønster, forklarer arkitekten Thomas Scheel fra Vilhelm Lauritzen Arkitekter:
»Der er et bestemt areal glas, man kan bruge per lejlighed per etage, som er bestemt af nogle tekniske beregninger for solindfald og varmetab. Det har vi disponeret sådan, at de største vinduer er i stuen, som vi har lagt på hjørnerne, og så bliver vinduerne slankere ind mod midten, når man kommer ind til værelserne. De samme størrelser ligger ikke lige over hinanden; de slynger sig op igennem. Det giver det her slangemønster.«
Hele bygningens facade er changerende brun og bølger lidt som på en skibscontainer.
»Facaden er beklædt med en bronzeanodiseret sinusplade i aluminium, som er perforeret. Materialet er valgt ud fra dets evne til at interagere med dagslyset, så afhængigt af årstiden og dagslyset vil tårnet variere fra mørk brun til gylden. Farven er valgt ud fra ønsket om, at alle tårne i Carlsberg Byen skal fremstå i nuancer af jordfarver,« forklarer Thomas Scheel.
Se også fotoserien: Her er udsigten fra Carlsbergs tinde
Spor af gamle dage
På matriklen lå tidligere en gammel tappehal, som ikke kunne genanvendes, og som blev revet ned. Tilbygningen De hængende haver er dog bevaret og fredet.
Carlsbergs husarkitekt i 1960'erne Svenn Eske Kristensen formgav den buede mur af forskudte teglstensskaller for at skærme haveanlægget og æresboligen ved siden af. De hængende haver ligger nu for foden af tårnet, adskilt af en mellembygning med en vej igennem, som arkitekterne kalder den gyldne port, fordi den er foret med gyldne plader.
Man kommer til den gyldne port fra Vigerslev Allé og over jernbanen via den nye buebro, som blev monteret i vinteren 2016.
»Den er en typisk jernbanebro og har dermed et lidt gammeldags design; det er jo ikke mange steder, man laver en buebro længere. Den er et vigtigt knudepunkt, for 50% af al den trafik, vi forventer i Carlsberg Byen, kommer ind over broen,« fortæller Carlsberg Byens administrerende direktør Jens Nyhus.
Bohrs tårn og Bohrgade gennem dets gyldne port er opkaldt efter fysiker og nobelprismodtager Niels Bohr, der havde adresse i æresboligen i haven bag tårnet de sidste årtier af sit liv.
Familie af tårne
Masterplanen for hele Carlsberg Byen er inspireret af San Gimignano – en italiensk middelalderlandsby med en karakteristisk kontur af spredte, høje tårne. Bohrs Tårn er således det første højhus ud af ni i alt: to lavere på 50 meter og så syv højere tårne. Det højeste bliver 120 meter og dermed skandinaviens højeste boligbyggeri efter Malmøs Turning Torso.
Carlsberg Byen har først for nylig udvalgt arkitektteams til de næste to højhuse, 120 meters eksemplaret og et på 80 meter, men har endnu ikke løftet sløret for deres design. De står tidligst rejste i 2021.
»Det er klart, at det er svært for det første tårn at stå alene så lang tid. Det endelige billede og værdien af det kommer jo først frem, når der står flere tårne. Så det er farligt at vurdere det enkelte tårn som et enkeltstående bygningsværk, for det skal ses som en del af en familie,« siger Thomas Scheel fra Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Kommunale designkrav
Det er første gang i Danmark, der sælges ejerlejligheder i den højde, fortæller Jens Nyhus. Lejeblokken Domus Vista fra 1969 er med sine 102 meter på Roskildevej den eneste boligbyggelse, der kan måle sig med Bohrs Tårn.
Salget går lidt langsommere i tårnet end i resten af Carlsberg Byen, indrømmer direktøren, men cirka halvdelen af lejlighederne er solgt nu, og »det kræver jo en vis indtægt, så markedet er ikke vildt stort.«
»Bohrs Tårn er fra en tid, hvor lejlighederne var lidt større end den type, der er gængs i København i dag. Man skal tænke på, at Bohrs Tårn faktisk blev projekteret helt tilbage i 2011. Der sker jo meget på syv år,« siger han.
Dengang var det et krav fra kommunen, at der skulle være lysindfald fra alle sider i alle lejlighederne, og derfor kunne der kun ligge fire store og identiske lejligheder per etage. De næste tårne får mindst seks. Farvenuancerne lå også fast fra kommunal side, og der kunne vælges mellem brune og røde. Hverken altaner eller karnapper fik de lov at bygge.
»Det afspejler sig i bygningens udtryk. På de næste otte tårne arbejder vi nu med en lille smule større variation i facaderne. Men det hele skal jo ses som en helhed,« tilføjer Jens Nyhus.
Optimisme for bylivet
Den nybyggede bydels indbyggere har allerede haft mulighed for at møde hinanden og blive rystet lidt sammen før indflytning.
»Vi har samlet alle beboerne, før de skulle flytte ind, så de kunne lære naboen at kende og få netværket med butikkerne – vi har for eksempel UrbanWineBox, hvor man kan få opbevaret vin i nogle af de gamle kældre,« fortæller Jens Nyhus.
På torvet foran tårnet ligger der blandt andet også en Føtex, en blomsterbutik, Lagkagehuset og Megagear. Nogle af butiksindehaverne har været utilfredse og mener ikke, der er det byliv, de fik lovning på. Én butik har allerede været nødt til at lukke igen. Men ifølge Jens Nyhus er der ikke blevet lovet for meget.
»Alle er klar over, at for 14 dage siden boede der 32 familier i hele Carlsberg Byen. Når vi når jul, så bor der 350. Det handler også om at have et koncept, der spiller op til dem, der er der på nuværende tidspunkt,« siger han.
Pølsekæden Steff’s Place har tiltro til deres koncept og håb for bylivet, ifølge Katarina, der sælger hotdogs:
»Der er altid propfyldt på torvet, når der er godt vejr. Men det skal lige i gang. Det er svært at få til at køre rundt, men jeg er sikker på, at om et års tid eller halvandet, så kører det. Man skal jo være lidt optimistisk,« tilføjer hun.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!