Kovending i Nordhavn: BIGs grimrian taget til nåde
Superstjernearkitekt Bjarke Ingels er tilbage på sporet med sit nye hovedkvarter, som Københavns politikere ellers nedstemte af æstetiske årsager.
"Dur ikke, væk!" lød den uvante melding til dansk arkitekturs mest feterede verdensnavn, da Bjarke Ingels Group (BIG) første gang fremlagde planerne for tegnestuens nye hovedkvarter på spidsen af Sundmolen i Nordhavn.
Selvom BIGs forslag om en fritstående beton-blok levede op til forhåndskriterierne for den prominente placering, så afviste et smalt flertal af politikerne i Københavns Kommune bygningen. Og fik ført til protokols, at projektet ikke var æstetisk tilfredstillende og behøvede et mere klimavenligt materialevalg.
Men anden gang gik det bedre.
BIGs reviderede forslag er nu både flot nok og grønt nok til molespidsen – i hvert fald er det uden stemmer imod sig sendt videre i godkendelsesprocessen og på vej i offentlig høring.
Dermed forventes kommunens endelige afstemninger om BIG HQ i udgangen af 2019.
Selve bygningen er ellers den samme: En fritstående, trapez-formet kontorblok. 27 meter høj og bygget i beton og glas i et mønster, hvor store lukkede facadeflader skiftevis kontrasterer med store åbne vinduespartier. Og hvor en udvendig trappe både forbinder etagerne op til taget og fungerer som altaner undervejs.
Same same but different
I den reviderede udgave af beton-huset har den planlagte begrønning af trappen og taget imidlertid fået mere vægt, og så er projektets omkransende havnepromenade blevet opgraderet til en mindre byskov med strandsand på kajen.
Antallet af træer er således steget fra 32 til 45, og en større del af udeområdets granitgulv erstattes med grønne bede og løs belægning.
Desuden har BIG denne gang forsynet politikerne med en lille rapport om alle det kommende hovedkontors bæredygtighedstiltag inden for blandt andet genbrugsbeton, solceller, regnvandshåndtering, lavt energiforbrug, overflødiggjort køling og naturlig ventilation.
Af det reviderede forslag fremgår det også, at stueetagen i BIG HQ skal være delvist åben for københavnerne. Skiftende arrangementer og udstillinger mod gaden vil invitere indenfor, og stjernearkitekternes sydvendte kantine bliver efter kontortid til restaurant med udeservering.
Slut med at drille i Nordhavn?
Molespidserne i det indre Nordhavn er alle udset til markante bygninger, der sammen skal stå som vartegn for bydelen engang i fremtiden.
Den eksisterende lokalplans opdrag til grunden på Sundmolen, der i dag er en parkeringsplads uden beplantning, er et byggeri, der både i form og materialer skal adskille sig fra resten af molens lange, flade pakhuse. Men som samtidig i materialevalget har referencer til fortiden som industrihavn – hvor BIG altså har valgt at sende en hilsen til Nordhavns gamle betonsiloer.
Lige over for spidsen af Sundmolen ligger Spidsen af Redmolen med det kommende prestigebyggeri af samme navn – en 60 meter høj kontor-cylinder med offentlig vinterhave for enden af Århusgadekvarteret.
Og netop spidsen af Redmolen markerer en anden historisk skuffelse for BIG i området. Inden økonomiske overvejelser satte en stopper for visionerne, skulle der nemlig oprindeligt have stået et nyt domicil til pensions- og byggeinvesteringsgiganten PFA udtænkt af BIG som en inka-lignende glas-pyramide.
Nu ser det altså ud til, at det alligevel kan lykkes Bjarke Ingels at realisere et projekt i Nordhavnen. Oven i købet til sig selv, efter at BIG de seneste år igen er begyndt at sætte sit præg på København med stor effekt oven på en periode med hovedfokus på udlandet:
I 2018 blev to meget roste byggerier færdige, det nye Noma på Christianshavns Vold og en almen boligslange på Dortheavej i Nordvest.
Og også i 2019 står der BIG på nogle af byens mest imødesete nyheder: Panda-anlægget i Zoo, der forventes klar til bjørne i april, og så selvfølgelig kraftværket-forklædt-som-bjergpark Amager Bakke, der endelig er igang med tests og forventes helt klar til skiløbere i foråret.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!