The Green Hornet

Der går i reglen fem halvdårlige til helsløje superheltefilm på hver gode af slagsen, men med navnene Michel Gondry, Seth Rogen og Christoph Waltz øverst på plakaten lignede 'The Green Hornet' en maskeret kriminalitetsbekæmper med alle forudsætninger for at blive en favorit i feltet.

De forenede kræfter fra instruktøren af 'Evigt solskin i et pletfrit sind', den sjove fyr fra 'Knocked Up' og den fantastiske skurk fra 'Inglourious Basterds' viser sig imidlertid mindre super i praksis, og det skuffende stik fra den grønne hveps er hurtigt glemt igen.

Rogen kører sin typiske, småbøvede charme som avisarving-døgenigten, der mest for adspredelsens skyld springer ud som natlig afstraffer af banditter i en tandem med sin fars Ole Opfinder-kung fu-mekaniker.

Rollen som sidekicket Kato, der klarer de fleste af ærterne, var gennembruddet for Bruce Lee i tv-serien fra 60'erne, og varetages nu af den taiwanske popstar Jay Chow, der godt kan slås, men ikke kan spille. Rogens rutine holder dog deres drillende samspil i snor, kulminerende med et henrykkende indbyrdes slagsmål, der ville være 'Den lyserøde Panter' værdigt.

Parrets ”glade amatører”-tilgang til selvtægtsjobbet lugter lidt af 'Kick-Ass', men som komedie og især som action-film er 'The Green Hornet' fra en helt anden hylde. En spiselig, men ikke udpræget spektakulær eller spændende hylde, hvor Cameron Diaz får lov at vimse tilfældigt rundt, og der heller ikke ser ud til at være en egentlig plan med Waltz og hans ellers lovende passive-aggressive gangsterboss.

Og Gondry? Bortset fra en lille flashback-scene, er den følsomme franske fantasi fra en af alle tiders væsentligste romantiske komedier ingen steder at mærke. Det kunne være hvem som helst, der havde skåret dette stykke superhelt.