Morbius

Den levende vampyr. Det lyder jo ikke så specielt i vores ’Twilight’-tider, men det var det da Morbius opstod i 1971 som fjende til Spider-Man. Siden har han minglet med de største i Marvel-universet, fra Blade til X-Men, imens han svingede mellem skurk og antihelt.

Dilemmaet er velkendt: Vampyrer er onde, fordi de lever af menneskeblod, men Morbius rationaliserer ved kun at dræbe dem, der er onde. Eller som i filmens start: Drikke kunstigt fremstillet blod - som han selv har opfundet og fået Nobel-pris på. Egentlig forsker han for at finde en kur mod den sygdom, der er ved at tage livet af ham selv - og barndomsvennen Milo, som sponsorerer ham - og der går eksperimentet over gevind med en kombi af flagermus-dna og elektrochok. 

Den oprindelige Morbius er en grimrian, så når man vælger Jared Leto til rollen, må det være for at understrege dobbeltheden: det smukke og det grimme, det gode og det onde - der skal sameksistere. Leto spiller også på skrøbeligheden og smerten, men han undgår ikke karakterens narcissisme, og det boostes yderligere med Matt Smiths forrygende Milo-karakter, skabt til denne film.

Man er ganske godt underholdt i det heftige tempo, men selvom både produktionsdesign, foto og musik er stemningsfyldt, så føles det meste som noget man har set før. Svenske Daniel Espinosa - uddannet på Den Danske Filmskole - kunne med fordel have skabt mere horror i hybriden mellem vampyrfilm og helteepos. Nok er der blod, men det er syntetisk.

Selv referencerne til andre film giver et dårligt skær, blandt andre ’Nosferatu,’ ’The Lost Boys,’ ’Hulk,’ ’Blade,’ og især ’Venom,’ hvis succes man forsøger at lægge sig i sporet af. Men ’Morbius’ er ikke ligeså interessant, og i sit dilemma om god og ond bliver den farlige vampyr overdøvet af superhelte-universet, som den tilhører. For der lægges op til team-up med flere Marvel-karakterer, som hele to scener under rulleteksterne indikerer.