No Time To Die

Alle har hemmeligheder, og James Bond er eminent til at optrevle, afsløre og løse den slags udfordringer på globalt plan. Professionelt ihvertfald, for på privatfronten har følelserne rusket ham så han (med egne ord) er blevet ”old wreck”. Så med ’No Time To Die’ skal han stå mod de hemmeligheder, som han måske ikke kan bekæmpe. 

Der er altid store forventninger til en Bond-film, men denne film har haft en del ekstra baggage: Udskiftning af instruktør, flere manuskriptkampe, en modvillig stjerne, en omdiskuteret titel-sangerinde, og ikke mindst premieren udskudt gennem et par års Covid19-vaklen. Det har helt sikkert ikke været nemt at holde hemmeligt hvordan alle plottråde i Daniel Craig-æraen - fra ’Casino Royale’ (2006) til ’Spectre’ (2015) - skulle afvikles.

Det er et overvældende puslespil, der skal samles, og det gør instruktør Cary Joji Fukunaga med et forfriskende overskud. Spillevende karakterer, fed lydside, og visuelle lækkerbiskner af Linus Sandgren. Samt en legende tilgang til de klassiske Bond-traditioner, godt pumpet op med referencer til andre Bond-film og de mere moderne action-helte og -film, som de nyeste Bond-film har spejlet sig i, eksempelvis Jason Bourne, ’Mission: Impossible’ og endda lidt visuelt hint til ’Blade Runner.’

Alligevel føles handlingen mere overskuelig og mere relaterbar end de fleste 007-film, og med den flamboyante casting brænder karaktererne igennem, selvom en del har mindre roller. Det er karakterer, fra fortid og for fremtid, hvis relationer, hemmeligheder og fjendskab skal udredes på et mere psykologisk plan, og det afbalanceres ganske godt med actiondelen. 

Kvinderne har fået større og stærkere roller, og her foregår en vis forhandling om 007-titlen, som råseje Nomi (Lashana Lynch) har overtaget imens James har soppet rundt i kærlighedshavet med Madeleine (Léa Seydoux). Brat splitter mistilliden dem dog, og han er tilbage i fysisk topform, tophemmeligt i spil mellem MI6, den evige ærkefjende Blofeld (Christoph Waltz) og en ny psykopat Safin (Rami Malek), der alle har fingrene i et giftig kemikalie-plot, hvor forskeren Obruchevs (David Dencik) nanobotter har kurs mod dna-massedrab. Og de har alle brug for en psykoterapeut - gæt hvem!

”All the Time in the World” er en af hovedreplikkerne mellem James og Madeleine, og det er titlen på den mindre kendte sang fra ’On Her Majesty’s Secret Service,’ sunget af Louis Armstrong (også til denne films sluttekster). Husker man nogle af temaerne fra den film, er man godt forberedt til ’No Time To Die,’ ligesom andre referencer og karakterer skaber en vis forudsigelighed. Men Fukunaga holder stemningen høj med humor, kitsch og charme. 

Actionscenerne er spektakulære og forrygende, men der er et fedt fokus på det råstærke, simple og jordnære. Selvom de topseje fly minder om alverdens scfi, så ender de også i den råsimple og imposante, men gamle missil-silo, og det bedste gadget-stunt kommer fra det klassiske ur, et overraskende splat af lige dele horror og humor. 

I Bond-universet kan alt lade sig gøre, Bond er superagenten, der kan overleve alt. Bortset fra hemmeligheder, eller? ’No Time To Die’ har stadig et par løse tråde, så det bliver interessant at se hvor de fører hen. Indtil da slutter det med et Jack London-citat: ”The proper function of man is to live, not to exist.”