QT8: The First Eight

Hollywoods filmnørd over alle, Quentin Tarantino, er ikke selv med i denne dokumentar. Men hans kække citater – som “If you love movies enough, you can make a good one” – samt forrygende filmklip og entusiastiske filmfolk spinder en vældigt underholdende hyldest til filmgeniet og hans første otte film. 

For de største fans er der muligvis ikke så meget nyt, men som med hans film, bliver man aldrig rigtig træt af at se og mærke Tarantino-viben. Der er så meget visuelt lir, fede karakterer og vilde detaljer, der vikler sig forunderligt gennem hele filmværket – ting, folk og steder refereret ikke kun fra hele filmhistorien, men også som en organisk linje gennem hans egne film. 

I en temmelig kæk klipning glimrer de legendariske filmbilleder mellem de begejstrede skuespillere og produceres beretninger, og man skal vide lidt ekstra for at opfange nogle af de småhints, der også har en QT-historie eller mere i sig. Det evige legebarn i grænsesøgning versus perfektionisme.

Indimellem bliver det for overfladisk og uden perspektiv. Som da klipperen Sally Menke (død 2010) skal hyldes med aktørernes filmset-hilsner, eller når der fortælles løst om ejerskabet af biografen New Beverly Cinema. Eller den sære historie om Harvey Weinstein, hans datters dukke og Michael Madsen med Quentin i Cannes. 

Disse få Cannes-anekdoter er levendegjort med animation, der belejligt bryder tempoet af de mange talende hoveder og de kvikke klip fra filmene. De få on set-klip er nærmest overflødige i forsøget på at bekræfte at ”Quentin skaber den mest unikke filmset-oplevelse” og hvordan han værdsætter den mangfoldige filmflok som sin familie. For det er skuespillere og crew, der viser den personlighed, der helt sikkert har gjort dem til en del af dette unikke QT-ensemble.

Blandt de bedste er Christoph Waltz, der blandt andet fortæller levende om Candyland-massakren i ’Django Unchained’, og Samuel L. Jackson, der helt lødigt og afslappet forklarer/forsvarer QTs brug af ”nigger.” Det går mindre glidende for Jamie Foxx, der også er ret ulidelig, når han refererer hvordan QT piller stjernenykker ned. Og så er der lidt for meget taletid til stuntkvinden Zoë Bell, det skulle have været fokuseret mere omkring sektionen med genreleg og stunts.

Også Michael Madsen har herligt meget på hjerte, og historierne om ’Reservoir Dogs’ og ’Pulp Fiction’ er helt i top – om casting, blodsirup, suits, dans og andet, der suppleres af Tim Roth, men savner John Travolta-deltagelse. Ligeledes gør man sig tanker om Uma Thurmans fravær – ofte benævnt som Tarantinos muse, bare ikke her – imens Tarantino-citater undskylder for ’Kill Bill’-biluheldet og Weinsteins sexchikane. 

Selvfølgelig kommer man ikke udenom Weinstein i en Tarantino-dokumentar, og sexskandalen rulles ud som avisklip og citater, der ikke giver meget indblik i QTs velkendte udtalelser om at han vidste for meget, men gjorde for lidt. Overfladisk, igen – og ikke et ord om Uma, igen.