Black Widow

Smerte gør dig stærkere. En af de velkendte hovedreplikker – som råstærk læring og mantra for superheltinden Black Widow – man ikke kan sige nok. Og i dette Marvel-brag med en ekstra heltebonus.

Black Widow har altid været en af de mere mystificerede Avengers, gennem 8 film har man drømt om mere, men kun fået enkelte spind. Denne film udspiller sig mellem ’Captain America: Civil War’ og ‘Avengers: Infinity War’, og er ikke en klassisk origin story (der er kun en kort forhistorie fra barndommen), men en vellykket humanisering af en heltekarakter via hendes fortid.

Natasha (Scarlet Johansson) er splittet fra de andre Avengers og flygtet fra USA, da hendes netop afhoppede pseudo-søster Yelena (Florence Pugh) får brug for hjælp. Noget rødt kemistøv kan redde den hær af bedøvede widows, som magt-psykopaten Dreykov (Ray Winstone) uddanner på Red Room. Som ingen ved hvor er. Med mindre deres pseudo-forældre Alexei (David Harbour) og Melinda (Rachel Weisz) ved det?

Udover en vanlig vild actionfinale, er der smæk på især fængselsudbrudsaktionen med søndersmadret fly, wire-redninger og lavinedrøn; og en bro-kamp med den maskerede Taskmaster, der kan kopiere alle actiontalenter. Samt den mere intense martial arts-inspirerede fight mellem søstrene. 

Cate Shortlands superhelteepos er yderst velproportioneret i mixet mellem actionbrag, spionthriller og familiedrama, så man udover Marvel-universet associerer både ’Mission: Impossible’, Jason Bourne, ’The Americans’ og James Bond. Sidstnævnte eksempelvis direkte på tv-skærmen i ’Moonraker’, inklusiv pyton-citat fra Natasha. 

Med denne nok mest kitschede Bond-film – og for de fleste den dårligste – skabes en selvironisk og uhøjtidelig vibe af underlødig stil og kiksede ideer. Helt åbenlyst og for fuldt vid i Red Guardian-spejlingen af Captain America samt Yelenas hånende (beundring) af Natashas kampposeringer med lækkert hårschwung. Plus kemisk styrede grise, og vel allermest det røde støv, der giver reset af hjernerne. 

Det svinger mellem virkeligt og uvirkeligt, som de to søstre er mærket af. Som barn og som voksen. Fra deres indoktrinerede opvækst over widow-programmets bedøvelse af krop og sind til voksenlivets knubs, der nu mærkes og værkes for fulde sanser. Så smerten gør dem stærkere. 

Ingen spoilere herfra, for ’Black Widow’ kan ses helt uafhængigt af de andre Avengers-film – men man får helt klart lyst til at (gen)se dem! – og titlen refererer ikke kun til Natasha, men også Yelena og alle de andre søstre, der er blevet maltrakteret. Og husk: som vanligt i Marvel-universet er der en afsluttende scene efter credits. Med endnu et tvist på smerte.