Joker: Folie À Deux

Det er fem år siden Todd Phillips imponerede alle med filmen ‘Joker’ - med en uhyggelig velspillende Joaquin Phoenix i hovedrollen som den bemalede wannabe komiker, der går amok og dræber fem mennesker. Nu er fortsættelsen her og den slår i den grad en anden tone an og ikke på en god måde. 

Det starter ellers godt. Åbningsscenen benytter sig på bedste vis af en Warner Bros Looney Tunes-tegnefilm til i korte træk at genfortælle historien fra første film inden den hæver gardinet for anden del. 

Arthur Fleck (Joaquin Phoenix) er i fængsel, hvor han venter på at blive evalueret om han er mentalt rask nok til at gennemgå en retssag. Dagene i fængslet er ensformige og afbrydes kun af besøg af hans advokat (Catherine Keener) som ihærdigt forsøger at få ham erklæret gal, så han kan få rigtig hjælp af læger og psykologer. Arthur er blevet lidt af en berømthed efter at have skudt talkshowværten Murray Franklin på direkte tv. Der er lavet en tv-film om ham og han har en stor og dedikeret fanskare. 

I fængslet plages han af fængselsvagterne der på voksenmobningsmaner konstant stikker til ham om at fortælle en joke. Uventet viser en af vagterne (Brendan Gleeson) lidt goodwill, da han får Arthur med til en form for sangterapi i en anden mere åben del af fængslet. Her møder Arthur den indlagte Lee (Lady Gaga) som er mere end almindeligt betaget af Arthur eller rettere af Joker. Sød musik opstår - i bogstaveligste forstand. 

Hvorfor Todd Phillips har valgt at gøre ‘Joker: Folie À Deux’ til en grotesk ’La La Land’’-musical er uvis, men det fungerer ikke. Den indlagte romance mellem Arthur og Lee, der syntes at være lige så vanvittig som hendes udkårne, men hvilket der så alligevel sås tvivl om, virker mere som en fremtidig spinoff-mulighed end som en overraskende drejning af Arthurs fortælling. En fortælling som ellers i sig selv har så meget tyngde og dybde der ville være interessant at dykke længere ned i. 

Skuespilpræstationerne fejler ikke noget, men filmen, der halvvejs forvandler sig til et retssalsdrama, er en langtrukken og kedelig affære, der på ingen måde lever op til forgængerens genialitet.