Joker

Grin eller gråd? Det berømte maniske grin/smil har aldrig været mere skræmmende, end her hvor de ægte grimasser, følelser og traumer bag spilles fuldt ud. Et ukontrollerbart grin, der oftest ligner gråd og gør ondt helt ind i sjælen. Og kun kan udvikle sig mere forrykt!

Det er en sindssygt modig vinkel for en DC Comics-film – selvom det er en origin-historie kun sporadisk baseret på comic-striberne – at fokusere så dybt og dunkelt på traumebefængt psyke med humor som trigger. At grin er så tæt forbundet med frygt og kan udløse havoc.

Diagnosen pseudobulbar affect (PBA) er en følelsesmæssig forstyrrelse, der karakteriseres ved ukontrollerbare udbrud af latter og/eller gråd, i flere minutter, ikke kun over noget sørgeligt men også af pressede omstændigheder. Præcis det helvede af hverdagsmæssig utryghed og uretfærdighed udvikler sig til vrede, og med en folkemasse, der spejler sig i oprørstrangen, bliver vejen til tinderne clearet for superskurken Joker. 

Arthur Fleck er ellers en stille eksistens, der bare forsøger at leve op til sin mors kælenavn Happy ved at sprede glæde og latter. Men hverken jobbet som klovn eller tjansen som stand upper går specielt godt – ”Nobody’s laughing now” er en pointe i en dobbelttydig joke, der eskalerer en allerede trigger-happy hverdag, hvor folk ikke engagerer sig i hinanden, andet end at mobbe eller tæske de i forvejen undergivne. 

Joaquin Phoenix er fænomenal, og der står Oscar overalt på denne Joker. Som Heath Ledgers sadistiske megaloman er han helt unik, og den realisme hans udvikling skildres med, gør vanviddet, der følger, endnu mere forståeligt, og sært rørende i øjeblikke. Den sårede sjæl, der booster sig stærk, men drevet af mørket i stedet for lyset.

Helt central er nogle dansescener, hvor hans udmagrede krop bevæger sig spektakulært mellem lyset og mørket – eller i fuld farvelade på en stentrappe til Gary Glitters ’Rock and Roll (Part 2)’. Resten af soundtracket er også ret inspireret med stærkt, ironisk eller sørgmodigt bid som i ’That’s Life’, ’Send in the Clowns’ og ’Smile’ – og ikke mindst den dybe melankoli af islandske Hildur Guðnadóttir, særligt i cellokompositionerne. Bestemt også Oscar-potentiale.

Yderst velvalgt til den Gotham City, der ikke mere er gotisk mystisk, men nærmer sig en realisme og råhed fra Martin Scorseses ’Taxi Driver’, hvor affald, rotter og politik også præger bybilledet. Der trækkes flere paralleller dertil, men ligeså bemærkelsesværdigt til ’The King of Comedy’, så Jokeren igen bekræftes i sit skæve mix af hævner og komiker. Begge roller blev spillet af Robert de Niro, som her er talkshow-værten Murray Franklin, som Arthur idoliserer til galimatias. 

For flere gange fanges man i et limbo mellem virkelighed og fantasi, både i Arthurs lille verden, og i det store spektakel af en samfundsorden, der hersker i det politiske pengespil og den socialforvaltning, der svigter syge og udsatte borgere. Det undrer på ingen måde at folk går amok og/eller bliver vanvittige – og instruktør Todd Phillips hinter også til den sprængfarlige dyrkelse af helte og skurke, som nogen åbenlyst ikke kan kende forskel på.

Fællestræk til nutidens USA er ganske tydelige, og klovnen har en dobbeltrolle – de ægte og de uægte, som i klovnemasker, der er malet på eller kan tages af – som hævner eller satiriker. At trumfe humor med frygt og vold har efterhånden trendet i mange år, i virkeligheden som i underholdningen. Karakterer, der ser sjove ud, er mere skræmmende. Smart-sjove opfordringer og udfoldelser udløser voldsepisoder. Satirikere bliver truet på livet eller bombet.

’Joker’ er unik – karakteren som filmen – i skildringen af den slags samfund, inklusiv dets ledere, hvor man ikke ved om man skal grine eller græde. Det gør i hvert fald ondt ligegyldigt om man gør det ene eller det andet. Tragikomisk, men allermest dybt alarmerende.