You Were Never Really Here

Hvornår er man tilstede i livet, og mærker at livet er værd at leve? Ofte er konfrontationen med døden en øjenåbner, men når det er sket utallige gange, og for egen hånd, hvordan tackler man så (at kunne holde ud) at være tilstede?

Skotske Lynne Ramsay har en helt særegen filmstil af grænsesøgende eksistentialisme, der rammer stærkt og dybt. Så det sidder i kroppen længe efter og følelsen huskes for altid. Oftest fragmenteret og uden forløsning. Lige på og tæt på, og med den forundrende distance alligevel så virkelighedsnær. Sådan er ’You Were Never Really Here’, og endda med ekstra slagkraft i ubehag. 

Klaustrofobisk, mystisk og mørk fra de første billeder: Nogen holdes fanget, nogen dræbes, og nedtællingen er i gang. Hammeren er made in USA, ligesom udøveren er krigsveteran, hvis PTSD kun overgås af et barndomstraume. Derfor er Joe (Joaquin Phoenix) en særlig slags lejemorder, der med speciale i at redde unge piger fra sexhandel, snart får magtfulde fjender.
 
Forlægget er Jonathan Ames’ 2013-novelle, som ikke skiller sig synderligt ud fra så mange andre ensomme hævner-historier, men Lynne Ramsay løfter med formidabel stemnings- og karakterudforskning til et psykologisk plan af angst og paranoia. Helt klart med ’Taxi Driver’s Travis Bickle i bakspejlet – fra de politiske agendaer til den blodige bordelmassakre.

Plot er mestendels sekundært for Ramsay, og hendes insisteren på at bryde handling og kronologi op, gør at man ikke altid er helt klar over hvad der sker/er sket. Som her i flashbacks til Joes barndomstraume. Følelsen af knugende ubehag er der, men ikke helt forståelsen for traumet.  

Følelsesmæssigt fungerer de komparable krydsklip mellem fortid og nutid, og giver eksempelvis mening til en ellers ret absurd scene, hvor Joe og hans offer bonder i en svag brummen til Charlenes ’I’ve Never Been to Me,’ indtil offeret dør. Denne ambivalens er også en del af filmens force, understøttet af de kontrasterende sangvalg, og ikke mindst Jonny Greenwoods skarpt tunede electronica-soundtrack.

Velfortjent indkasserede Joaquin Phoenix skuespillerprisen i Cannes sidste år. Han er fuldstændig eminent som denne antihelt, der ustadigt vakler mellem at leve og at dø. Han kender allermest smerten – og gør sig selv ondt for at mærke at han lever. At mærke sin tilstedeværelse. Døden har været tæt på i mange år, og deraf skabt både den robuste, brutale hævner og den sårbare, desperate sjæl, som man forventer vil knække helt eller eksplodere totalt. 

’You Were Never Really Here’ er en ubehagelig film, som en knugende nedtælling til et stort, sort hul. Dødhamrende hård og ubarmhjertig i sin grundvold, og så sindssygt klaustrofobisk at der vitterlig er lange øjeblikke hvor man holder vejret. Således kan man også mærke livet – når man er tæt på at miste det.