Til Ungdommen

Kom tættere på de unge i en mosaik af monologer, der udfolder det hastige teenageliv, hvor sodavandsfesterne i gymnastiksalen hurtigt udskiftes med Kings der ryges til solopgangen, mens forældrene ikke er hjemme. Pelle Koppels Reumert-vindende ’Til Ungdommen’ er genopsat med et nyt hold på Aveny-T, det nye teaterhus især til ungdommen. 

Forestillingen er baseret på den ligeledes prisvindende bog af norske Linn Skåber, der har interviewet en masse teenagere om nogle af de tematikker, der fylder mest i unges liv. Fortællingerne, der skildrer tiden fra barn til voksen, rummer blandt andet gruppepres, sammenbragte familier, usikkerhed, forskelsbehandling, seksualitet, kroppens udvikling og den spirende forelskelse. 

Anna Hawa Kamuk Mnasi spiller en forelsket ung pige, der har kastet sin kærlighed på hendes veninde. Dog forbliver forelskelsen i det usagte, selvom hendes hjertes rytme stiger ukontrollerbart ved hendes nærvær, og hun fortaber sig i synet af hendes krop. Hun kan ikke lade være med at kigge på hendes store bløde numse og forestille sig, hvordan den næsten danser hen over bygningerne sammen med resten af hendes smukke kurvede krop, når hun bevæger sig ned ad gaden. Mens hun fortaber sig i det smukke ydre, så ser den elskede slet ikke sin egen krop sådan. De negative kropsbilleder refereres også implicit da der beskrives, hvordan pigerne og drengene engang elskede at spise de hjemmebagte kanelsnegle forældrene havde lavet, men som pigerne nu aldrig rør ved. 

Særligt relationerne mellem de unge er i fokus, men også forholdet til forældrene er en gentagende tematik. Skillelinjen mellem barn og voksen udviskes særligt i en fortælling, hvor moren er psykisk syg. Hun beskrives først som den sejeste forælder der kommer med den vildeste kage til datterens (Emma van der Vleuten Busk) korsamling, dog lettere forsinket, men helt oppe at køre, og sprudlende deler ud af, hvad der ligner en bryllupskage til flere tusinde kroner. Kagens magi begynder dog at falme, da de andre forældre begynder at hviske i krogene at ”det er en af de perioder”, og i et desperat forsøg på at gøre kagen til en succes, spiser datteren hele det øverste kagelag og ender med at brække sig og fylde toilettet med alt for meget flødeskum.

Forestillingen skildrer det indviklede forhold mellem teenagere og forældre, hvor der i dannelsesprocessen af den unges eget jeg, hvor hormonerne raser og behovene skifter, opstår gnidninger og måske bliver den unge endda lidt sværere at holde af? Det er i hvert fald en frygt der præsenteres sammen med et ønske om at blive holdt om, ligesom dengang man var lille og lod som om man sov, så ens forældre bar en ind i seng og man slap for at børste tænder. Det komplicerede forhold den unge har til deres forældre viser, hvordan man på en og samme tid kan ønske afstand og omsorg. 

Måske der også lød en lille bøn til forældrene om at de klassiske floskler som ”der er flere fisk i havet” og ”det går over” ikke lindrer hjertesorger og usikkerheder. For når man står midt i det - også selvom det måske er 110. gang at man har forelsket sig i en ny - så føles det stadig virkeligt. Det er den unges virkelighed.

’Til Ungdommen’ fik særligt ”de voksne” til at grine, og selvom der nok ikke blev grinet af de unge, men med de unge, så blev titlen til tider lidt udvandet i en lidt grov optegning af unges liv. Hvor de voksne måske går derfra og føler, at de har lært noget om ungdommen, gennem en mere ufiltreret fortælling end den de måske får fra deres egne teenagere, så var der malet med så store penselstrøg, at stykket lagde mere op til grin end tårer, og spørgsmålet er så, om det nærmere blev en karikatur på unges liv, fremfor at tage ungdommens stemme lige så seriøst som de voksnes? Dog formåede den lettere karikerede fortælling også at vise mange fine nuancer i ungdommens univers.