Lægen

Højere magter, kan eller vil mange efterhånden kalde sig. Og jo mere alle kværner løs om respekt-tolerance-accept, jo mere glemmer de at det går begge veje. Vores krænkelseskultur er gået amok, og dette teaterdrama giver nogle velformulerede eksempler derpå.

Man føler virkelig med titelkarakteren her, selvom hun fremstår lidt kølig og kontant, ambitiøs og skarp på sin faglige etik. Helt til den sidste bekendelse hviler hun i sine valg og den identitet, som hun betragter mere som læge end som menneske. Derfor holder hun også sit privatliv for sig selv, selvom nogle elementer kunne formidle folks opfattelse af hende.

Professor Ruth Wolff er lægen, som folk egentlig ikke kan lide, men alligevel beundrer. Derfor vil de også gerne have hende ned med nakken. Først kolleger, der lækker informationer til pressen og politikere. Så buldrer de sociale medier og med et tv-debatshow topper ydmygelsen og den direkte vej til retsforfølgelse, fordi sundhedsministeriet føler sig presset.

Iben Hjejle er eminent som lægen, og hendes blændende stærke karakterudtryk gennemgår tre faser af en kamp hun aldrig havde forestillet sig: Hendes identitet som læge. Fra det viljestærke lederskab der fordrer respekt, over tolerance for andres meninger og konfrontationer, til den sidste sårbare accept af det ultimative opgør med krop versus sjæl, realiteter versus håb. Den afsluttende opløsning er sitrende mellem kontrol og frygt, og Hjejle viser hjertegribende mennesket i lægen.

Sagen er at professoren har afvist præsten (Caspar Phillipson), der kommer til hospitalet for at give den sidste olie til en patient, angiveligt på foranledning af forældrene, der er i udlandet. Den 14-årige patient er døende efter selvpåført abort - i strid med den katolske kirke - og lægen tager sit ansvar for patientens ret, beslutning og samtykke. Og trods forældrene ikke har henvendt sig, men bare forventer at trosretning overtrumfer lægevæsen, så starter de anklagerne mod lægen.

Så det der starter som et privat opgør mellem lægevidenskab og religion - hvor både præst og læge ser sig selv som den højeste magt - bliver hurtigt en offentlig shitstorm, hvor alle har input: interessegrupper, meningsdannere, værdiskabere, samfundsvogtere, regelryttere og ikke mindst de al- og bedrevidende sociale medier. Alle kan føle sig krænket - også publikum. For vores forudfattede meninger er også i spil her.

Mennesker er nemlig ikke altid som de fremtoner. Instinktivt identificerer og kategoriserer vi hinanden gennem udseende, opførsel og status - som køn og seksualitet, hudfarve og etnicitet, uddannelse og arbejde, religiøse og politiske forhold. Men vores forskellige personlige erfaringer påvirker altid hvad vi ser.

Så når de ti skuespillere omkring Hjejles titelkarakter agerer med flydende identiteter og karaktertræk - kvinde, mand, hvid, farvet, katolsk, jødisk, ung, gammel, syg, død med mere - så udfordrer det konstant vores opfattelse, også til flyvske skift mellem sympati og antipati. Ikke mindst når skuespillere som Sarah Boberg og Christopher Læssø spiller både med og mod de roller vi oftest ser dem i.

Det er et smart og velfungerende fif, som den britiske dramatiker Robert Icke har fordret som ekstra virkemiddel i sin forestilling fra 2019. Historiebasen og de centrale temaer om religiøs og lægelig etik, samt magtspil og dobbeltmoral stammer fra østrigske Arthur Schnitzlers 1912-skuespil ’Professor Bernhardi’, der i sin tid blev bandlyst på grund af de religiøse tematikker. Den tids cancel culture, som i dag går endnu heftigere til værks med sociale medier, hvis magt medvirke til at dømme folk.

Ickes moderne kontekst er også menneskets stræben efter grupper, der booster de basale behov for tilhørsforhold og sammenhold. Men grupperinger skaber ofte modpoler og deraf konfrontationer, som ’Lægen’ afspejler både grumt og karikeret i det tv-show, der med titlen ’Tag debatten’ udstiller hykleriet. For her står lægen, der stritter imod grupperinger, overfor de mest svulstige fraktioner, som blamer hende en overflod af ugerninger. Uden den mindste respekt-tolerance-accept.

Man kan indvende at det er overload med så mange opråb, hensigter og konfrontationer, men Icke har helt bevidst skrevet et skarpt debatstykke, der får os til at tænke over hvordan alting kan vendes i uendelige retninger af bebrejdelser og krænkelser. Og ’Lægen’ er ikke kun tidstypisk med tanke på en krænkelseskultur, der er løbet amok, men også de stadig tiltagende individer, grupper, medier og instanser der - mere eller mindre indirekte - påberåber sig højere magt(er).