Maria

Rodløst og rastløst portræt af en ung pige, der forsøger at navigere i virkelighedens relationer - IRL og online. I en tilstand, der er ligeså dobbeltsidet, for nogle tiltrækkes af kærligheden og omsorgen, imens andre afskrækkes af ansvaret og forpligtelsen: Maria er gravid.

Først og fremmest leder hun efter en der kan være sammen med hende til fødslen. Men moren er død, faren holder afstand , broren er stukket af og bedstemoren er skrøbeligt tæt på at dø. Så mulighederne indskrænkes hurtigt i en lille havneby, hvor fyrene er fiskestinkende røvhuller og pigerne dingler rundt på det eneste diskotek. Et trist sted hvor de indbyrdes relationer - både familier og venner - synes at give hinanden al for lidt opmærksomhed, og endnu mindre kærlighed. Som Maria beskriver det: at blive mindre og mindre indtil man helt forsvinder.

Som en by hvor man kan gå i ét med murene eller drukne i havet, og således har Jonas Fly Filbert tænkt og udført en scenografi, der er ret kold, trøstesløs og ubarmhjertig. Indkapslet i rå beton på vægge og gulv, samt fundablokke der flyttes og omskabes til bænke, podier og senge, så havn, kirke, diskotek og hospital står i vand og konstant gør livsgrundlaget vådt og koldt. 

Den nødvendige livline bliver det chatrum, hvor Maria finder det perfekte job. Et frirum, der alligevel er fuld af begrænsninger, som nogle kunder har svært ved at acceptere og overholde. De får overraskende stor betydning i hendes liv, og udfordringerne gør hende stærkere. Illustreret - både kærligt og foruroligende - i de enorme skærmbilleder af chatkunderne på bagvæggen. 

De har tilnærmelsesvis samme funktion som de mange dokumentarfilm Maria elsker at se: For at relatere - til mennesker og omgivelser - samt lære at begå sig ude i den virkelige verden. Men kan man lære det af det digital ræs? Spejlingen mellem folk IRL og online er tvetydig, men generelt tør de mere online end IRL. Men ingen virker decideret onde, bare desperate og opmærksomhedshungrende. Og sårbarheden er gemt subtilt mellem linjerne.

Nicolei Fabers iscenesættelse af britiske Simon Stephens’ drama om ensomhed og afsondrethed er nøgtern og ligepå, uden den sentimentalitet der ofte fylder rigeligt i denne slags historier. Det er Marias fortælling, og hendes sindsstemning af tankemylder og selvopholdelsesdrift er typisk for samtidens ungdom, der konstant føler de skal præstere og være i centrum. 

Scoopet her er Freja Klint Sandberg, som leverer en vild og ægte kraftpræstation som den speedsnakkende Maria. Hun tager muligvis forkerte livsvalg, men hun kæmper for dem og den livsglæde hun tror på. Ikke mindst kærligheden til datteren, som hun ikke regnede med ville være så stor. Man tror på og føler med alle de modstridende følelser og reaktioner Maria manifesterer, og mærker håbet i hendes tese om at fortælle historier for at skabe relationer til andre. Derfor er den sidste replik både underlig og alarmerende.