pixel

Frederiksberg Svømmehal kan endelig fortsætte ombygning

Efter næsten 10 måneder uden aktivitet, genstarter Frederiksberg Kommune istandsættelsen af en af landets mest ikoniske svømmehaller.

frb, svommehal

Frederiksberg Svømmehal er en af landets mest besøgte svømmehaller — og med sine snart 90 år også en af de ældste. Men siden maj 2020 har badeanstalten været lukket på grund af en omfattende istandsættelse, der markant skal forbedre oplevelsen for alle gæster — inklusive dem der har taget turen ned ad byens måske bedste vandrutsjebane.

Ifølge den oprindelige plan var istandsættelsen planlagt til at tage 11 måneder. Men dén tidsplan skred. Endda temmelig voldsomt.

Efter et langt forløb plaget af forsinkelser, budgetoverskridelser og — ifølge Frederiksberg Kommune — utilfredsstillende håndværksarbejde, har dørene til svømmehallen været lukket for offentligheden i snart to et halvt år.

Efter længere tids uoverenstemmelser, og nye forsinkelser, valgte Frederiksberg Kommune i januar 2022 at opsige samarbejdet med entreprenøren Skou Gruppen A/S. Og siden vinter har der været helt stille i den gamle svømmehal.

Nu har kommunen — efter at have sendt opgaven i udbud igen — lavet en aftale med en ny entreprenør, der skal sørge for at færdiggøre istandsættelsen, så støv og puds i de gamle bassiner kan skiftes ud med klorvand og badevinger.

Håndværkerne fra Viuff Anlæg går i gang med det samme og har fået stillet i udsigt, at kommunen forventer en åbningsklar Frederiksberg Svømmehal senest sidst i 2023.

For de nysgerrige vil svømmehallen være kortvarigt åben for alle, når kommunen holder "åben byggeplads" lørdag den 29. oktober fra 10 til 12.

Koster det samme som ny svømmehal

Blandt årsagerne til de mange forsinkelser er nye, skærpede miljøkrav til de tekniske anlæg, der styrer vandkvaliteten, som den istandsatte svømmehal skal overholde. Samtidig viste den snart 90 år gamle bygning sig at være mere nedslidt end først antaget.

Da Frederiksberg Kommune tilbage i foråret 2019 blev enige om at finansiere den omfattende istandsættelse, var det med et samlet budget på 70 millioner kroner. Siden er det samlede udgiftsniveau steget til over 100 millioner.

Dermed vil istandsættelsen af Frederiksberg Svømmehal koste stort set det samme som andre kommuner betaler for at få bygget en spritny svømmehal.

I maj måned valgte Frederiksberg Kommune at lægge sag an mod den tidligere entreprenør Skou Gruppen A/S med krav om et større millionbeløb i erstatning — uden at komme det nærmere, hvor stort et millionbeløb, der er tale om.

Erstatningssagen blev startet sideløbende med en proces ved Voldgiftsnævnet, hvor en række uvildige sagkyndige gennemgår Frederiksberg Svømmehal for fejl og mangler i det allerede udførte arbejde.

Funkisperle med romersk imitation

Frederiksberg Svømmehal åbnede første gang sine døre for badegæster i 1934 — og bygningen er barn af sin tid. Både ind-og udvendigt er arkitekturen præget af rene linjer og karakteristiske, røde mursten — som en særlig dansk version af funktionalismen, der ellers typisk lader sine facader være hvide.

Arkitekt A.S.K Lauritzen valgte at sende en kærlig tanke til traditionel dansk byggeskik ved at kombinere modernismens stramme former med røde mursten — frem for hvide betonmure.

Et af de mest afholdte kendetegn er de mange mosaikudsmykninger af den kendte kunstner Vilhelm Lundstrøm — og søjlerne, der er placeret på hver side af det store svømmebassin.

Begge har hentet inspiration fra antikken, særligt Romerriget, hvor det klassiske romerske bad typisk også var indrammet af søjler.

I 1930'erne blev det for alvor populært at opføre svømmehaller i Danmark. Høj som lav skulle have mulighed for ikke blot at vaske kroppen, men også bruge den aktivt i det våde element.

Man ønskede i perioden at gøre op med borgerskabets tilknappede livsstil. En sund sjæl i et sundt legeme, hed tidens nye ideal — og svømmehallerne skulle sætte gang i et mere aktivt byliv.

Det ses tydeligt i datidens reklameplakater for Frederiksberg Svømmehal, hvor alt handler om røde kinder, badedragter og den atletiske menneskekrop i balance og harmoni med vandelementet.

I 1990'erne blev svømmehallen beriget med moderne opdateringer såsom vandrutsjebanen på 105 meter — der dengang var landets længste — et bassin egnet til babysvømning, og endelig en wellness-afdeling, der har budt på jacuzzi, saltbassin og saunagus.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

bo schmidt
alt i alt, er det hele vel kommet til at stå, så skidt til grundet manglende vedligeholdelse, en kendt offentlig bygningssygdom. her tilbage ved gyngerne og karuselen.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling