Plan om stor P-kælder midt i museumskvarteret stoppes ikke
Trods voldsom modstand fortsætter arbejdet frem mod at udgrave en P-kælder under Dantes Plads. Kommunen vil nu leje sig ind i det private anlæg.
Den har fået statuer med fuck-fingre, en af Danmarks største fonde vil bremse den, og byens teknik- og miljøborgmester er arg modstander.
Men lige lidt ser det ud til at ændre på det faktum, at en central plads midt i det såkaldte 'Museumskvarter' skal graves op, så der gennem forventet tre års byggearbejde kan anlægges en ny P-kælder.
Vi er på Dantes Plads der ligger lige midt i en akse mellem Glyptoteket og Christiansborg. Den blev sammen med Vester Voldgade, som løber lige ved siden af, renoveret i 2012 og indeholder i dag et lille bakkelandskab, træer, lidt udeservering — og 49 P-pladser på overfladen i den side der ligger ud mod H.C. Andersens Boulevard.
Her vil parkeringsfirmaet Q-Park grave alle fliserne op og anlægge en ny P-kælder med plads til 214 biler — et arbejde der vil tage mindst tre år og naturligvis påvirke hele området i perioden.
Københavns Kommune solgte grunden til Q-Park tilbage i 2018 for blot to mio. kroner, og tilløbet til byggestart har været langt. Over de seneste fire år har det flere gange set ud som om, at arbejdet kunne blive opgivet på grund af stor modstand mod projektet, men det bliver det ikke, som sagen ser ud nu.
»Byggesagen er fortsat under behandling,« siger Københavns Kommune til Magasinet KBH, »og vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvornår de afsluttes, og arbejdet kan sættes i gang.«
Kommunen fortæller, at der reelt er tale om to byggesager. Den ene handler om anlægget af selve P-kælderen. Den anden om, at pladsen ovenpå skal genetableres, når byggeriet er færdigt.
Finger til parkering
Beboerne ved pladsen har kæmpet imod byggeriet flere år og blandt andet skrevet indlæg i nærværende magasin. For nylig fik de opstillet skulpturer af Jens Galschøit på pladsen — skulpturer der helt bogstaveligt giver fingeren til parkeringsplanerne. Og senest har de indsendt endnu en protest til Københavns Kommune.
De mange museer i området er også meget kede af planerne. De ser gerne en fremtidig Dantes Plads indgå som en slags udendørs forlængelse af udstillingsområderne — noget der vil blive meget svært, hvis pladsen er præget af til- og frakørsel for 214 biler.
Carlsbergfondet gik så langt som at tilbyde Q-Park at købe pladsen af dem, så man kunne undgå P-kælderen, og inddrog Københavns Kommune i bestræbelserne på at få opgivet planerne. Fonden siger til Magasinet KBH:
»Carlsbergfondet har ad flere omgange har rettet henvendelse til Københavns Kommune i relation til Dantes Plads og Q-Parks køb med henblik på at undersøge, hvordan vi kunne bidrage til en alternativ løsning for pladsens fremtid.«
Men bestræbelserne bar ikke frugt:
»Københavns Kommune har over for os klart tilkendegivet, at grunden er solgt, og at der er givet de nødvendige tilladelser til opførelse af et parkeringshus, og Q-Park har over for fondet tilkendegivet at ville opfylde aftalen med Københavns Kommune om etablering af et parkeringshus på Dantes Plads. Derefter har vi betragtet sagen som afsluttet.«
De nødvendige tilladelser er dog altså reelt endnu ikke givet, men politisk har der været forsigtighed omkring decideret at gå ind og ophæve salgsaftalen med Q-Park efter salget i 2018. Det afholder dog ikke byens teknik- og miljøborgmester fra at ærgre sig grundigt over planerne. Line Barfod siger til Magasinet KBH:
»Jeg synes, det er højst besynderligt, at man først bruger rigtig, rigtig mange penge på at lave Vester Voldgade til en flot renoveret gade med fokus på cykler og fodgængere — og laver adgangsvejen til Lille Langebro over til Islands Brygge, så der er rigtig mange cyklister, der kører den vej. Og samtidig så siger man, at der skal ligge en P-kælder midt i det hele, hvor biler skal køre op og ned. Det har jeg meget svært ved af få til at hænge sammen,« siger Barfod og fortsætter:
»Derudover så er Dantes Plads jo en flot plads der ligger centralt i forhold til kulturinstitutioner som f.eks. Glyptoteket.«
Ingen lokalplan
Ud over mange museer og cykler på vej til og fra Lille Langebro, så ligger der på Vester Voldgade, tæt ved Dantes Plads, også en folkeskole hvor mange børn naturligt nok bevæger sig til og fra til fods eller på cykel. Og lidt nede ad gaden ligger under Blox en P-kælder, der i dag ikke er udnyttet til fuld kapacitet.
Barfod kan dog ikke umiddelbart se en kommunal indgriben for sig, og fortæller, at der ikke er politisk snak om at tvinge Q-Park til at afstå grunden igen.
»Q-Park har købt stedet, og kommunen kan ikke tvinge en grundejer til at sælge til nogle bestemte. Dét kommunen kan gå ind og gøre er at se på anvendelsen i lokalplanen. Og det ville kræve en ny beslutning på rådhuset.«
Københavns Kommune har dog tidligere bestemt, at der slet ikke skulle laves en lokalplan for projektet — noget som også har vakt skarp kritik.
Da salget af grunden blev godkendt i 2018, blev punktet på politikernes dagsorden holdt fortroligt for offentligheden — noget der dog ikke er usædvanligt i salgssager.
Dansk lovgivning siger, at hvis man laver en "væsentlig" ændring i byen, så skal der laves en lokalplan. Dét vurderede kommunen ikke at en ny P-kælder var og valgte derfor ikke at lave lokalplan — og af samme grund blev projektet aldrig sendt ud i offentlig høring.
Efterfølgende har der dog rent faktisk været en lokalplansproces, men den omfattede alene udformningen af pladsen efter anlægget af P-kælderen — og ikke hvad jorden under pladsen skal anvendes til.
Lejer sig nu ind
Et separat kritikpunkt har været, at man med projektet vekslede 49 kommunale P-pladser på overfladen til områdets beboere med 214 private af slagsen, som beboere ikke kan benytte sig af med deres beboerlicenser.
Det er tidligere eksplicit blevet besluttet, at man i Københavns Kommune ikke ville bruge penge på at leje pladser til beboerne på Dantes Plads, som man f.eks. gør i anlægget under Israels Plads i dag.
Men et dokument fra Københavns Kommune viser, at kommunens økonomiforvaltning nu alligevel har indgået en aftale med Q-Park om at leje 50 pladser tilbage til kommunen fra 2024 — noget der selvfølgelig også indikerer, at der ingen planer er om at afbryde planerne.
Hvor meget det vil koste kommunen at leje pladserne, vides ikke i skrivende stund, men en plads under Israels Plads koster i omegnen af 29.000 kr. om året. Lejer man 50 pladser til dén pris skal kommunen altså betale knap 1,5 mio. kroner om året til Q-Park — som købte grunden af Københavns Kommune for 2 mio. kr.
Dét faktum får dog ikke Teknik- og Miljøborgmesteren til at mene, at Københavns Kommune af økonomiske hensyn selv skal være bygherre på underjordiske P-anlæg — i stedet for at sælge grunde til formålet til private aktører.
»Jeg kunne ikke forestille mig, at kommunen var bygherre på en P-kælder — og slet ikke på Dantes Plads,« siger hun i et større interview med Magasinet KBH om parkering i byen, som kan læses her (Plus-artikel).
Status på sagen er altså, at flere involverede parter er kraftigt imod byggeriet på Dantes Plads, men at Københavns Kommune arbejder på at afslutte byggesagerne og give den endelige byggetilladelse.
Magasinet KBH følger sagen.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer