Nybyggeri på Østerbro bliver hybrid af nyt og gammelt
DMI's gamle hovedsæde ved Ryparken Station bliver alligevel ikke revet ned — ikke helt, i hvert fald.
Efter to forslag til et nyt kontor- og boligbyggeri ved Ryparken Station har politikerne i Københavns Kommune nu besluttet at gå videre med en helt tredje løsning.
Dele af det 80 år gamle, røde kontorbyggeri, som Danmarks Meteorologiske Institut har til huse i, får lov at bestå, mens andre dele rives ned — et kompromis, der ligger midt imellem kommunens og bygherrens oprindelige ønsker.
Bevaring eller ej?
Det er LEGO-familiens investeringsselskab, Kirkby Invest, som står bag ønsket om at opføre nye bygninger til både boliger og erhverv på Lyngbyvej 100 på Ydre Østerbro.
Men for at gøre plads til det 35.000 m2 store nybyggeri i op til 35 meters højde ønskede Kirkby, at hele den gamle, fire-længede bygning lod livet.
Det sidste faldt ikke i udelt god jord hos embedsmændene i kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, som derfor også foreslog politikerne en anden version, hvor størstedelen af de gamle bygninger blev bevaret og Kirkby i stedet fik lov at bygge til i både højde og bredde.
En sådan bevarelse mente forvaltningen passede bedst med den overordnede kommuneplan, der sætter den strategiske retning for udviklingen af København.
Her lyder ét af målene, ”at de historiske og arkitektoniske værdier bruges aktivt til at skabe identitet og kvalitet i eksisterende bykvarterer og i byudviklingsområder”.
Omvendt mente bygherren, at en total nedrivning gavnede byens målsætning bedst. Ved at bygge helt nyt ville man få et tidssvarende og mindre energikrævende byggeri, der kunne skærme beboelserne mod den tog- og motorvejstrafik, der passerer lige ved siden af området.
Nu er en trejde løsning klar
Det trak dog ikke op til uvejr mellem bygherre og forvaltning.
Et flertal på rådhuset bad i februar om at få en tredje mulighed udarbejdet — en hybrid hvor nogle af de gamle bygninger blev bevaret, men hvor bygherre samtidig fik mere frit spil end blot lov til at lave tilføjelser til det eksisterende.
Og dén løsning endte der her i juni med at være politisk flertal for. Den såkaldte 'startredegørelse' er nu vedtaget og vil danne grundlag for det mere detaljerede projekt, der nu skal laves en egentlig 'lokalplan' for.
Konkret bliver to af de oprindelige bygningsfløje mod nord og vest bevaret, mens de to mod syd og vest vil blive revet ned. Begge de bevarede bygninger får nye tilbygninger i højden, og den oprindelige gårdhave vil blive indrammet af et nyt, L-formet byggeri der bliver omkranset af en større, karré-lignende struktur.
Mere plads til grønt og byliv
I det nu vedtagede forslag er det samlede byggeri reduceret til 30.000 m2 med en maksimal højde på 30 meter fremfor for de 35, som bygherren ønskede.
Hvor 13 af de oprindelige 18 træer måtte fældes i bygherrens første forslag, vil det nu kun dreje sig om fem. Flere nye træer og anden grøn beplantning er der også blevet plads til.
Desuden bliver en ny, offentlig stiforbindelse for fodgængere prioriteret.
I det videre arbejde med lokalplanen skal Teknik- og Miljøforvaltningen og Kirkby Invest sammen se på mulighederne for at omdanne og tilbygge med respekt for de oprindelige bygninger.
Det er Henning Larsens Tegnestue, der har udarbejdet alle tre løsningsforslag, hvoraf det seneste altså nu bliver grundlag for det videre arbejde.
Københavns Kommune regner med, at et forslag til den endelige lokalplan for det nye byggeri er klar i starten af 2022.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!