pixel

Nye superliga­stadions på vej til Valby og Sundby?

Lokale sportsklubber har store ambitioner for opgraderingen af idrætsparkerne i Sundby og Valby. Nu skal mulighederne undersøges.

Både Valby og Sundby Idrætspark er kommet et væsentligt skridt videre en omfattende opgradering.

Da Københavns Kommune fordelte overskydende midler fra sidste år — den såkaldte overførselssag —  blev der nemlig sat fornyet skub i ambitionerne om at give to af Københavns idrætsanlæg en større overhaling.

Politikerne valgte her at afsætte to gange 2,3 mio. kr til forundersøgelser, der nærmere skal afdække mulighederne for en opgradering af de to idrætsparker.

Begges bagland har store ambitioner for, hvad de kan udvikles til i de kommende år.

Visionen for Valby

Vi starter i Valby, hvor en fornyelse af Idrætsparken har ligget i kø siden Borgerrepræsentationens 'Strategi for udvikling af Valby Idrætspark' blev lavet for otte år siden — i 2013.

Allerede dengang blev der lagt op til opgradering af både idrætsfaciliteter, infrastruktur og byudvikling af det, der allerede nu er en af Nordens største idrætsområder. 

For sandet i timeglasset løber ikke opad, og tiden er løbet fra faciliteterne. Og pladsen er blevet for trang i det gamle anlæg, der dagligt besøges af 5-7.000 personer.

De mange mennesker er organiseret i 45 foreninger, og ifølge dem er både håndboldhal og fodboldstadion ved at være i en sådan stand, at en renovering ikke længere rækker.

Til gengæld har de lokale idrætsforeninger store ambitioner for, hvad der i stedet kan ske med en helt nybygget Valby Idrætspark i fremtiden.

Med fodboldklubben BK Frem i spidsen har de tidligere udarbejdet en vision for området, der er centreret omkring et helt nyt superliga-stadion, som både kan tjene som hjemmebane for BK Frem og lægge grønsvær til større arrangementer og landsholdstræning.

Desuden håber man på en ny håndboldhal, et fælles klubhus og en forbedret infrastruktur, der vil kunne forbinde området med den kommende badestrand i Valbyparken. Målet er at skabe et stort, sammenhængende rekreativt område og nyt byrum, hvor der også bliver plads til studieboliger, uddannelsesinsitutioner og restauranter.  

Store ambitioner

Udgangspunktet for den forundersøgelse, som der nu er sat penge af til, er at afdække i hvilken grad visionen for Valby Idrætspark kan realiseres.

Allerede nu bemærker Københavns Kommune i sit såkaldte budgetnotat, at ambitionsniveauet er i den høje ende — både hvad angår idrætsanlægget og den omkringliggende byudvikling.

Det samme gælder prisen for realiseringen, som man skønner kommer til at ligge i omegnen af 300 mio kr.

Og selvom visionsoplægget både nævner muligheden for en privat investor og finansiering af faciliteterne gennem salg af byggegrunde i området, vil den samlede prisseddel betyde, at kommunen skal tage et dybt greb i lommen med skattekroner.

Et omfattende arbejde med en ny Valby Idrætspark vil derfor kunne komme til at lægge stort beslag på kommunens anlægsmidler. 

Så selvom der er bred enighed om, at det nu er på tide med en opgradering, har man vurderet, at der først er behov for en forundersøgelse, så man kan få mere klarhed over projektets volumen, økonomi og fremtidige ejer- og driftsforhold, inden man går i gang.

Kommunen vurderer, at man tidligst vil kunne sætte gang i arbejdet 2025 og lægger vægt på, at de lokale aktører bliver involveret i hele processen.

Samme situation i Sundby

Situationen i Sundby Idrætspark ligner den i Valby.

Infrastruktur og faciliteter er for længst ude over deres første ungdom, og også her har den lokale fodboldklub — Fremad Amager Elite — været primus motor på et idéoplæg til områdets fremtidige udvikling.
 
Også Sundby har ambitioner om et nyt superligastadion, der skal komme elitefodbold og øvrige klubber i området til gavn. Desuden skal der ifølge visionen flyttes boldbaner, bygges ny idrætshal og nyt parkeringsanlæg samt bygges nyt til både bolig og erhverv.

Målet for den samlede byudvikling omkring Idrætsparken er at skabe bedre forbindelse til naboområderne — deriblandt Urbanplanen — og give det samlede område et løft.

Ifølge initiativtagerne kan nybyggeriet være med til at finansiere projektet, men som i Valby er der tale om et både ganske omfattende og økonomisk tungt projekt, der også her forventes at løbe op i omkring 300 mio. kr.

Projektet vil medføre et arbejde og en omlægning af infrastruktur der er er så omfattende, at det ligesom Valbyprojektet vil påvirke af kommunens årlige anlægsramme betragteligt.

Derfor igangsætter man altså også her en forundersøgelse, der i første omgang skal afdække mulige scenarier for byudvikling og udvikling af Sundby Idrætspark.

Forundersøgelserne for de to projekter bliver afsluttet til næste år. Herefter vil vi vide mere om, hvilke ambitioner der kan realiseres — og hvilke der må skydes til hjørne eller helt ud af stadion.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Valby
Klubber og foreninger i Valby Idrætspark har en ambitiøs vision om at lave området til en hel idrætsby.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling