Breeder

Body horror og torture porn er yderst sjældent afbildet i dansk film, og især som bærende visuelt tema. Så Jens Dahl er modig og hans ’Breeder’ er original, ikke mindst når grusomhederne filtreres gennem begæret. For magt, vold og sex.

I en besnærende åbningssekvens med prægtigt trav og potent prust sættes temaer om avl og opfostring, magt og mål. Eliterytter Mia (Sara Hjort Ditlevsen) og hendes hest Karat smelter sammen i deres indbyrdes magtforhold, men det er en symbiose, der også har karakter af fange og fangevogter.

Dette magtforhold er den begærlige tråd gennem filmen, i alle m/k-relationer. Ingen er jævnbyrdige, der er altid en, som kuer den anden. Men den mandlige og kvindelige balance vakler lidt, for selvom kvinder ydmyges ultimativt, er her en underspillet pointe i, at det oftest er kvinden, der er stærkest. Primært karrierekvinden dr. Ruben, der eksperimenterer med biohacking og foryngelsesprocesser – og nådesløst tromler patienter, journalister, investorer og håndlangere. 

Mia er mere kompleks, hun er både drivkraft, offer og hævner. Hendes yderpoler er to af filmens mest grænsesøgende scener. Når kæresten ikke kan levere rå sex og hun stålsat tøjler sin lyst med ridestøvlens hjulspore. Og da hun i sadistens vold brændemærkes, overpisses og smides i bur i en grum fangekælder med andre kvinder. Her når BDSM-volden sit klimaks med det ultimative kvindeoffer. 

For ja, de seksuelle undertoner er der, men Jens Dahl og hans fotograf Nicolai Lok nailer en gennemsyret ubehagelig stemning med æstetisk tunge, dunkle, grumme billeddispositioner. Desværre er klipningen ikke altid lige skarp, så tempoet bliver ujævnt og bryder den gysende spænding.

Den dominerende kølige distance glider tit over i direkte afstumpethed, understøttet af en ofte kantet levering af replikker, som så virker endnu mere klicheramte. Alligevel er det karaktererne og deres handlinger, der er brænder mest igennem, imens plotudviklingen hurtigt bliver forudsigelig og især klichefyldt i slutningens hævnhysteri.

Signe Egholm Olsen er frygtindgydende og iskold som bossen af kalkuleret sadisme. Et par enkelte scener snerter mod at hun muligvis også nyder at påføre den kropslige smerte, men fortrinsvis handler det for hende om magt, ambitioner og gerrighed. Det skinner igennem at karakteren oprindeligt var en mand i Sissel Dalsgaard Thomsens manuskript, og det giver en interessant ambivalens til den eksekverende hævnsekvens.

De maskuline energier fungerer bedre end de feminine, og Dahls mest udfordrende tese drukner i plat heltemod. At konfrontere to mænd i yderlighederne af deres seksuelle drifter og kinks, kræver nok mere psykologisk dybde. Køteren (Morten Holst) er ren sadist og uden skrupler. Kæresten (Anders Heinrichsen) har derimod svært ved at acceptere og udleve sine BDSM-lyster, hvor både skam og traume antydes. Men der er plotrod i historien om Elly, og det afsluttende heltehysteri bør tilhøre kvinderne. 

’Breeder’ går langt for sin body horror og torture porn, og selvom det er dybt ubehageligt, er det der filmen har sin berettigelse, sin originalitet. Forrået, skamløs og grænsesøgende som kun få danske film tør. Mange effektive enkeltscener, men som helhed en ganske flakkende film, hvis præmis kunne stå skarpere.