Blink Twice

Undskyld! Det er et gennemgående tema i Zoë Kravitzs semi-provokerende debutfilm at tilgivelse ikke er virkeligt - for at undskylde er blevet for upålideligt. For nemt og for populært, når man egentlig har en anden agenda.

Party-gyset ’Blink Twice’ har en chokerende kerne, der popper op i paradiset af kække badedyr, dunkende beats og sprudlende rusmidler. Som endnu et take på den rebooting af hvad vi opfatter som virkelighed, der startede med reality-tv og fortsatte med SoMe. Og som stadig rykker grænserne for privatsfære og hvad man viser alverden af sit liv. For mange smelter reality og virkelighed endda sammen.

En af dem er millionæren Slater King (Channing Tatum), der har gang i grundige undskyldninger online. Terapi har ændret hans liv, han vil forbedre sig og har købt en ø, hvor han vil trække sig tilbage og reflektere. Mottoet er "Glemsel er en gave" - men terapeuten Rich (Kyle MacLachlan) blinker spøjst og den personlige assistent Stacy (Geena Davis) virker konstant nervøs. 

De to veninder Frida (Naomi Ackie) og Jess (Alia Shawkat) tror næsten ikke deres held, da de bliver inviteret til Slaters drømmeø, hvor alt synes perfekt. Luksuspool, gourmetmad, champagne og psykedeliske stoffer så festen med Slater-slænget aldrig stopper. Men da Jess bliver bidt af en hugorm, begynder realiteterne at ændre sig, og bevidsthedsudvidelse får nye skræmmende vinkler. 

Mystisk som på et kultsted, når man skal aflevere sin mobil ved ankomst, får udleveret det samme (hvide) tøj, og skinnende røde gaveposer lader Desideria-duften flyde overalt. Mere creepy er det når husholdersken kalder Frida "rød kanin", et Polaroid-kamera klikker lystigt, og fyrene hele tiden spørger kvinderne om de har det godt. Det har de… og så alligevel ikke.

Det er hedonistisk og vildt, sjovt og kulørt i Adam Newport-Berras billedstil, der indimellem fanger skyggesiderne i festlighederne. Yderligere intensiveret af en skarp, heftig klipning af Kathryn J. Schubert - hvor både nærbilleder og forstærkede lyde afbrydes, a la chok-klip. To sange får særlig (uncut) plads i festballaden: Candi Statons ’Young Hearts Run Free’ og Chaka Khans ’Ain’t Nobody’, for at afspejle Kravitzs intentioner om kvindepower.

Genreskiftene er vældigt underholdende, men går også i overdrive til sidst. Det starter som en nem romance der flyder over i en heftig rusfest til social satire og ultimativt i slashergys. Det ender et sted hvor satiren næsten smadrer det originale setup og det sidste tvist er over-the-top. 

Men satiren sprudler forrygende når festen topper. Pointen om at man kan gennemgå terapi via euforiserende stoffer er super-aktuel. De rige herrer tager det så bare et grumt trip videre, og fyrer op under #MeToo-debatten. At glemme eller at huske - om det er traumet eller festen - bliver et vigtigt plottvist, sammen med de omtvistelige undskyldninger.  

’Blink Twice’ er unægteligt lidt rodet i sine temaer om reality og virkelighed, drømme og mareridt. Men Zoë Kravitz har begået et vildt underholdende party-gys, der slægter nyere gysermestre som Jordan Peele og Ari Aster på. Med mere feministisk vinkel, selvfølgelig.