Abigail

Ballerina-vampyr! Det lyder nok sært, men det fungerer altså formidabelt her i de nye ’Scream’-kongers hybrid-gyser. ’Abigail’ er både klassisk, gotisk gys og overraskende moderne genremix.

Det starter helt uskyldigt, helt oppe på tåspidserne til Tjaikovskijs ’Svanesøen’ - noget af det mest brillante balletmusik, inklusiv nogle af de mest kraftfulde passager. Også her, hvor den lille lyserøde ballerina spejler ballettens dobbelthed - ikke som (hvid vs.) sort svane, men som blodtørstig vampyr.

Der går noget tid før sekskløveret, der er hyret til at kidnappe Abigail for en betydelig løsesum, opdager den rette sammenhæng. Der har det allerede kostet en del blod, sved og skrig, hvor alle blev spillet ud mod hinanden. Kidnappere og ofre er mixet rundt, og de skal nu finde ud af hvad, der tager livet af vampyrer. Helt naturligt tænker de: Anne Rice, ’True Blood’ eller ’Twilight’?

Matt Bettinell-Olpin og Tyler Gillett - kendt som Radio Silence - har gennem de seneste fem år etableret sig solidt i horrorgenren. Med den originale ’Ready or Not’ og to ’Scream’-film har de skabt deres stil af forrygende over-the-top action med både genre-refererende og genre-brydende elementer, samt (oftest) mere interessante karakterer, og topmotiveret casting.

Alisha Weir er perfekt som Abigail, der "kan lide at lege med maden" og kort efter refererer til Agatha Christies ’And Then There Were None’. De nøje udvalgte kidnappere er umiddelbart forskellige stereotyper: den seje frontkvinde (Melissa Barrera), den enfoldige muskelmand (Kevin Durand), en hacker-bimbo (Kathryn Newton), en kynisk smartass (Dan Stevens), en pløret scorefyr (Angus Cloud) og en sort militærfyr (William Catlett). Men der er overraskelser og endnu en særlig reference i slutningen.

Som et spøjst sidekick følger balletten med gennem hele gyset, og bidrager til den morbide humor. For ligesom det tager mange år at perfektionere de krævende balletpræstationer, så er vampyrgerningen også en fordringsfuld metier, der udvikles gennem årene. Den hybrid mellem tylstrut og blodsprut skaber nogle freaky fede scener med ekstremt fleksible actionspring, og selvfølgelig ballerinaens egen tolkning af moderne ballet: trash ballet. Og som ekstra bonus til ballerinaen er det jo perfekt at undgå at blive ældre og samtidig blive endnu mere stærk med årene.

Der er masser af bid, flæns og splat i ’Abigail’, som selvfølgelig også rammer nogle af de klassiske klicheer. Men det er en bevist Radio Silence-stil og toppet med sarkasme går skiftet fra kidnapningsdrama til gyser helt flyvende. Simpelthen horribelt herlig underholdning fra start til slut!