Little Women

At skabe sit liv og sin udvikling gennem kunst, kreativitet, drømme. Det har altid været en rød tråd gennem Louisa May Alcotts klassiker fra 1869 ’Little Women’ (på dansk ’Pigebørn’), inspireret af hendes egne søstre. Og yderligere forstærket i Greta Gerwigs ret vidunderlige fortolkning.

De fire March-pigebørn har altid klynget sammen og tilstræbt sødt, blødt og bedårende så det nemt kammer over, men Gerwig får afstemt det fjollede og blødsødne, især vellykket i udfoldelse af de kreative talenter. Meg (Emma Watson) har fået tillagt skuespilgen, som hun udruller i Jos (Saoirse Ronan) historier, imens Beth (Eliza Scanlen) rør alle med sine finfølte klavertoner, og Amy (Florence Pugh) gør alt for at avancere udover klatmaleri.

Pigedrømme, der for nogen lykkes, for andre undertrykkes. For som den rige tante (Meryl Streep) prædiker: Piger skal giftes, gerne rigt. Det er også forlæggerens ønske om en lykkelig slutning på den roman, Jo skriver, men Jo har udviklet sig siden første reprimande og forhandler sig til en mere moderne konklusion.

Denne bogudgivelse er krydsklippet – eminent af Nick Houy – med den aktuelle handling, så man udfordres på realitet versus illusion. Det er et gennemført stilfuldt greb for at tilføre det klassiske materiale nyt tempo, mere karakter og moderne kant. Konstante skift i tid og sted, mellem de fire søstre, deres unge og voksne liv, hvor forventninger og valg sættes skarpere op mod hinanden, og hvor minder og følelser flyder sammen så udfald kan forandres, imens de romantiske (familie)bånd knyttes.

Naturligvis er Jo i front for frihed, feminisme og forfatterskab, men Marmees (Laura Dern) selvstændighed virker også meget nutidig, og Gerwig har fremtunet en mere relaterbar udgave af Amy. Ligeledes er manderollerne trukket i mere følelse, mere feminine træk også på overfladen. Især Laurie (Timothèe Chalamet) er ung og letsindig, men også Friedrich (Louis Garrel) er opgraderet til yngre, flirtende bejler, ligeså den oprindeligt kedelige tutor (James Norton).

Med sin ganske helstøbte fortolkning af ’Little Women’ rammer Greta Gerwig rent i de klassiske forestillinger om dyder i kærlighed og karriere. Det er bestemt ikke entydigt godt og lykkeligt, men det ligner, lyder og likes som idylliske malerier, smukke melodier og livlige romaner. Og en replik – blandt mange rørende og tankevækkende – runger især: ”I care more to be loved.” Som kvinde, men også som forfatter – som kunstneren, der skaber sit eget liv.