Brooklyn

Hjemme er hvor hjertet er, men hjertet kan sagtens banke for to forskellige – samtidig. Det slår særdeles hjerteligt og ægte i denne stemningsmættede immigranthistorie, der er en af outsiderne i årets Oscar-løb.

’Brooklyn’ er en klassisk udviklingshistorie, der stille, smukt og betagende grejer de store dilemmaer forbundet med at immigrere. Fra den sørgmodige hjemlængsel over naturlig nyfigenhed til nye glædesfyldte potentialer finder Nick Hornbys adaption det rolige og eftertænksomme tempo fra Colm Tóibíns roman.

Oscar-nominerede Saoirse Ronan er det perfekte valg til rollen som unge Eilis, der kommer fra den irske provins til det pulserende Brooklyn. Hendes uforlignelige uskyld og vemod forvandles i bittesmå træk, efterhånden som Eilis skaber sig et nyt liv med job, venner og kæreste (Emory Cohen). Hun har en helt ny selvsikkerhed, da familieomstændigheder driver hende tilbage til hjemlandet, og en barndomsven (Domhnall Gleeson) bejler til hendes hjerte.

Lidt forudsigelighed sniger sig ind i filmens sidste del, men hele opbygningen er besnærende skøn. I nostalgisk og undertiden dvælende stemning mærkes den irske sjæl i Brooklyn. De medlogerende tøser med fuld flirt, deres gemytlige husvært (Julie Walters) med bibelrespekt, den godmodige og snarrådige præst (Jim Broadbent) – og helt aldeles tårevædende er de ældre irske arbejdere og en acapella-version af folkesangen ’Casadh an tSúgáin’.

Sentimentaliteten flyder frit i den klassiske stil, og der er muligvis ikke så mange nye immigrationsfataliteter, men ’Brooklyn’ griber én om hjertet og krammer til. Både i Brooklyn og i Enniscorthy mærker man inderligt hvor svært det er for Eilis at holde de to verdener og de to mænd op mod hinanden. Med sin altid eminente sans for stemning rammer irske John Crowley start-1950erne så rent og ægte at man straks føler sig hjemme – begge steder.

For hjemme er ikke nødvendigvis i det trygge og vante hjemsted, man er opvokset. Eilis’ valg er ikke kun provins eller storby, den skikkelige eller den livfulde mand, traditionen eller novationen – det handler ligeligt om kærlighed og tryghed som om følelsen af at være med til at skabe det liv man ønsker.