Lady Bird

Dit navn, elsker du det? Passer det til dig, det du er og det du kommer fra, eller vil du noget andet? Det er muligvis en tøseting at ville tilpasse navn og identitet, men der kan være gode, rørende historier i det. Som i Greta Gerwigs Oscar-nominerede indie-hit ’Lady Bird’.

17-årige Christine vil kaldes Lady Bird, med den enkle forklaring: ”Et navn, der er givet til mig – af mig selv.” Ingen yderligere ballade. Kun en enkelt person accepterer det ikke, hvilket netop verificerer provokationen. Det er grundtonen i et mor-datter-forhold, der knitrer af oversagte uskikke og usagte følelser, bebrejdende og beskyttende, og en meget genkendelig kerne i en teenagepiges sidste high school-år. 

Som instruktør rammer Gerwig kærligt vor tids følelsesdilemma blandt unge: Den uskyldige, trodsige egocentrering forenet med de famlende, utålmodige drømme om voksenlivet. Lady Bird skal igennem de samme ting som de fleste andre teenagere – venner, forelskelse og sex; forældre, uddannelsesvalg og frigørelse – men hendes tanker og handlinger er så herligt tvistet ud af Gerwigs egen ungdom i Sacramento, at filmen virker ægte og fuld af kant. 

Gerwigs replikker og skift i samtaletone er skæppeskønne – alvor, humor og alt derimellem forstærker behovet for at udtrykke sig og interagere med andre, på godt og ondt. Særligt imponerende er evnen til at snakke udenom og så alligevel ramme sandhederne/sårbarhederne indbyrdes. Skarpt skrevet og kærligt leveret, ofte i kvikt tempo og korte scener. 

Derfor er selv de små biroller markante og strålende i få men nøje mellemspil. Senior-nonnen (Lois Smith) med mere hjertelig humor end hun giver udtryk af, og dramalæreren (Stephen Henderson) hvis tolkninger ingen forstår, hvorefter fodboldcoachen gør ’The Tempest’ til helt særlig teatersport.

Men det er selvfølgelig Saoirse Ronan, der er allermest pragtfuld i Lady Bird-rollen. Nogle synes, hun er underlig, men det er netop det, der gør hende så vidunderlig. Helt fortjent Oscar-nomineret, hun går lige i hjertet, ligeså Laurie Metcalf som moderen. De har helt særlig energi i deres scener, og det er her de dybere følelser opstår. Sideløbende opgør med veninder er mere trivielle, og med fyrene (Lucas Hedges, Timothée Chalamet) mere overfladiske. Men lette løsninger er jo også en typisk teen-ting, så det hele bidrager til en større helhed af teen-udvikling.

”Nogen af os er ikke skabt lykkelige,” siger Lady Bird, men hun tror på det liv, hun forestiller sig. Højtflyvende og realistisk på én gang. Den slutlige åbenbaring er ganske spøjst fremstillet, men også ret forudsigelig og nostalgisk. Personligt havde jeg forventet ekstra titel-quirk fra Gerwig, så ’Lady Bird’ lander som mere mainstream end den ægte indie- og mumblecore-trend Gerwig brød igennem med.