Mutter Courage og hendes børn

Der var en mærkelig stemning i Skuespilhuset til premieren på ’Mutter Courage og hendes børn’. Tiltag fra Sundhedsstyrelsen vedrørende covid-19 igangsatte en udtalt forvirring med annullerede billetter og en halvtom teatersal. En lidt uheldig start for opsætningen af Bertolt Brecht-stykket, der i sig selv er en kaskade af elendighed. 

Men forestillingen gik i gang. En vogn, der mindede om en tømmerflåde, udgjorde Mutter Courages hjem, hun er en handelskvinde, der rejser rundt med sine tre børn. På vognen er også tre musikere placeret, en trommeslager, en pianist og en saxofonist. Børnene forsøger hun at beskytte, men krigen bryder ud og kampen for overlevelse påbegyndes; både børnenes liv og hendes forretnings omsætning. Krigen gør krav på børnene, der rives fra de omdrivendes vante rammer, samtidig lever Mutter Courage godt af krigens elendighed.  

Stykket er skrevet af Bertolt Brecht, mens han var i eksil fra 2. verdenskrig, og forestillingen er formet over 30 årskrigen. Mutter Courage er snu, hun er snedig og god, men hun er også nærig og forpint. Hun gør ikke altid det rigtige, hun lader sig forføre af idioter. Hun er et menneske, der forsøger at overleve krigen, der bliver mere og mere udmattende. Præsten konstaterer “Krigen har ikke noget at frygte, den har et langt liv foran sig” og alle hovedpersonerne går roligt og på hver sin måde i opløsning. 

’Mutter Courage og hendes børn’ er 2 timer og 50 minutter lang. Det er for langt. Særlig første halvdel føles alt for lang; vi føler elendigheden dybt ind i knoglerne, måske også lidt for meget, det blev en anelse endeløst. Langt bedre skrider sidste halvdel frem, hvor krigens konsekvenser for alvor åbner op for moralske skrupler. 

For ønsker Mutter Courage at tjene penge på krigen eller vil hun helst lade den slutte og få sine børn i sikkerhed? Her udfoldes en rækkes skæbnesvangre og moralske dilemmaer, der er vanvittige spændende. Vi kommer ind i en verden, hvor der er vendt op og ned på rigtigt og forkert, når der bekymret bliver spurgt “Hvad fører freden med sig?” – og man får en fornemmelse af, hvilke konsekvenser krig bærer med sig. 

Karen Lise Mynster er intet mindre end fantastisk som Mutter Courage; hun bærer hele forestillingen og ser tilpas udskidt ud. Martret af krigens ydmygelser slæber hun sig gennem den ene tragedie efter den anden, går fra et sind præget af optimisme og vilje til opgivende og moralsk fordærvet. Bitterheden kom snigende minut for minut. 

I første omgang virkede Mutter Courages vogn noget lille på den store scene, men kort tid efter begyndte scenegulvet at løfte sig og skabe en flerdimensionel oplevelse, der var både flot og spændende. 

Allerbedst var kostumerne dog. Mutter Courages sønner er iført bundesligahår og 80’er-agtige træningsdragter og ledte i første omgang tankerne hen på Polle fra Snave. Det pjaltede look fik en meget sjov identifikation. Ville nutidens Mutter Courage være karaktererne fra Dalgårds Tivoli? Jeg tror det. Soldaternes uniformering gik gennem forestillingen som en form for tværsnit af tid; vi startede med rustninger og endte i jægersoldaternes præcision. Det gjorde ’Mutter Courage og hendes børn’ til en universel fortælling om hele verdens og alle tiders krige, og den slags historier er evig relevante