Flygt

Det nye BLOX er endnu ukendt land for de fleste københavnere, og man kan næppe få bedre førstehåndsindtryk end denne forestilling. Oppe under taget i Dansk Arkitektur Centers sal er forestillingen sat op, og både bygningen, udstillingen på stedet og vandet udenfor de store panoramavinduer smelter elegant sammen med teateroplevelsen. 

Som sidste skud på stammen i forestillingsrækken om 2. Verdenskrig opfører Det Flydende Teater nu i samarbejde med Teatergrad forestillingen ’Flygt’. En septemberaften i 1943 sætter de to verdenskendte, danske arkitekter Poul Henningsen og Arne Jacobsen sig ned i samme flugtbåd på vej til Sverige. I selskab med deres kone og forlovede begynder de en farefuld færd over sundet. 

Det er ikke lige sådan at regne ’Flygt’ ud i starten. To mænd i almindeligt hverdagstøj og kasket byder velkommen, henter en stor træbåd og begynder at tale til de bænkede publikummer om danskhed, frisind og design. Myren, ægget, PH-lampen; ting, der befinder sig i de fleste danske hjem. 

Med små skridt transformeres de – Pelle Nordhøj Kann og Rolf Hansen – til henholdsvis Arne Jacobsen og PH. Line Mørkebys dramatiske formidling af fortællingen om provokatøren PH og jødiske Jacobsen er et stykke kunst i sig selv. Der springes frem og tilbage mellem tiderne uden at skabe den mindste forvirring; visse replikker gentages og bliver poetiske kardinalpunkter, som vi kan hænge oplevelsen op på. Godt gået. 

Humoren mangler heller ikke, og selvom det ikke er den rigtige PH og Arne Jacobsen, vi møder, går vi hjem med en fornemmelse af at have lært de to herrer betydeligt bedre at kende. På trods af at vi oplever dem midt i en livsfarlig flugt over Øresund, lever sarkasmen i bedste velgående. ”De synes ramt af et utroligt og lettere ulideligt overskud, hr. Jacobsen”, bebuder en indebrændt og søsyg PH. Og senere lyder det som kækt svar på én af Jacobsens mange, personlige anklager: ”Ja, jeg er pladderhumanist, men det var Jesus også.” Salen kvitterer med smil og latter. 

Den direkte og hverdagslige tone bevares forestillingen igennem, men i kontrast hertil står musiksiden. Med melankolsk alvor afbryder cello (Hanne Englund), klarinet (Marie Bessesen) og sang (Cille Buch) med jævne mellemrum ordstrømmen fra de to taleglade arkitekter. Det er en fornøjelse at to så forskellige udtryk blandes, ligesom det giver en særlig atmosfære at hele forestillingens lydside spilles live. 

Som ordekvilibrist er Line Mørkeby et kløgtigt valg til manuskriptet, for hun har uden tvivl fået serveret et materiale i karaktererne PH og Arne Jacobsen, der knapt kunne ønskes bedre. Hun sætter deres spydigheder sammen på en måde, så de både tilfredsstiller poetisk og så vi fornemmer tyngden af de temaer, der debatteres. 

PH, som er kendt for den nazismekritiske vise ’Man binder os på mund og hånd’, står som den kritiske tænker, der ytrer sig skarpt om nazismens forfærdelighed. Arne Jacobsen står derimod som den stilfærdige arkitekt, der bare gerne vil have lov at gøre sit arbejde og være i fred; tynget af sin religion ”som en hat, jeg ikke kan tage af”. Han er efter PH’s mening en sand konformist, der retter ind i stedet for at gøre modstand. Omvendt er PH, i Jacobsens øjne, en, der bryder ned i stedet for at bygge op. Han har selv placeret sig i den farefulde skæbne, som de deler. Vi genkender begge synspunkter, og her i deres hjertelige personliggørelser sympatiserer vi med dem begge. 

Situationens moralske alvor træder også diskret, men afgørende frem, når de to herrer må tage stilling til om de i sidste øjeblik vil tage en ekstra passager med om bord. En ensom og desperat violinist beder om deres nåde, men hans kropsvægt risikerer at få båden til at kæntre. Det er et spørgsmål om at risikere fire menneskers liv for et, og indføringen i den svære beslutning fører uundgåeligt tankerne til nutidens strandbredder i Nordafrika, hvor mennesker i vores tidsalder står med nøjagtigt samme dilemmaer. 

Instruktør Jacob Schjødt og de to skuespillere leverer en helt igennem tjekket og overbevisende iscenesættelse. De navigerer flydende mellem fortælling og spil, og gør med mange skift fortællingen vedkommende, levende og nærværende. 

’Flygt’ giver et konkret og unikt historisk indblik – formidlet med kræs for øjne og ører, hjerneceller og lattermuskler. Alle med interesse for dansk arkitektur, 2. Verdenskrig, flygtningespørgsmål eller modernismens tankestrømninger bør opleve denne forestilling.