Vild med dans-The Musical

Talent er ikke altid det vigtigste i talentshows, popularitet og/eller likeability trumfer ofte alt. Det har tv-showet ’Vild med dans’ vist gang på gang (gennem 15 år!), og det koncept holdes kørende i musicalen, men den gode historie og engagementet mangler.

Som selvfed publikumsopvarmer gør Troels Thorsen hvad han kan for at sætte fut i festen, men det er så plat-kækt – især den banale #MeToo-vinkel – at man krummer tæer i takt med de troskyldige klapsalver. Det går ikke meget bedre for værtinden Kira (Mille Gori), der rammer en særstil af monoton og overpyntet, så man slet ikke fatter at det er hende, der i 2.akt svinger sig højt og flot i silkesnore. Helt uden samklang med noget andet, hvilket er temmelig typisk for Rolf Heims opsætning af danseshowet.  

Man kunne eksempelvis have brugt den kulørte presse til at skabe de gode historier, der også kan være gode skridt på vejen til sejr. Her er det lille, kønne Maiken (Lise Koefoed), der er pressens og dermed seernes favorit – så hun klarer sig gennem dansen med knæbind og håndledsskinne. Og så har hun selvfølgelig også den bedste dansepartner, Michael Olesen, som egentlig var røget ud, men kom tilbage på afbud fra en skadet danser – for i den virkelige verden er Morten Kjeldgaard skadet denne aften og understudy Troels Graakjær er ikke helt klar til finalen. 

Det er lidt noget rod, men det er der så meget andet, der også er her. Mest af alt den totalt overfladiske historie, der hverken skaber fornemmelse eller følelse for de medvirkende, som ellers er det vigtigste i talentshows. End ikke den kluntede kærlighed mellem produceren Sara (Camilla Bendix) og eksmanden Thomas (Niels Ellegaard), der vil danse sig ind i hendes hjerte igen. Forudsigeligheden tripper helt til de sidste trin ebber ud med ’Just Dance’-reprisen.  

Karakteren, der kunne være mest interessant og med udviklingspotentiale er direktøren Christina, der er vant til at lede og derfor hurtigt har et knæ i skridtet på dansepartneren Lukas (Michael Olesen), når han maser sig tæt på og spørger: ”Kan du mærke mig?” Iben Dorner er næsten for ægte i sit cheftemperament, i forhold til den flade tekst, men der kommer lidt mere troværdighed i formen, når de begynder at flirte og bruge kropssproget i stedet. 

For dans er jo en smuk udtryksform, og det er det, ’Vild med dans-The Musical’ overlever på. Samt de fine, frække og fabulerende kostumer, der svajer med engelsk vals, charleston, cha cha cha, cabaret, og de lækreste tangoer. Ovenikøbet mænd i lingeri og sving med kæmpe lyserøde fjervifter – det er vist nyt i dette talentunivers.

Musikken swinger også humøret op, med en bred hitparade fra klassisk Chopin, over funky Kool & the Gang og ung Madonna, til Take That og Lady Gaga, spillet live med James Sampson og Gry Trampedachs sprøde stemmer. Indimellem kokser det lidt i showmassens høje tempo og lydskala, men ganske rørende er Grys ’Crazy’ mixet med James’ Cohen-(mini)medley, og ligeledes Lou Reeds ’Perfect Day.’

Men musical er det egentlig ikke, og man kan næsten blive i tvivl om hvorvidt de vil hylde et populært fænomen eller gøre grin med det. Men eftersom det er et BBC-koncept med en god del restriktioner tilknyttet må man vel konkludere at de mener det seriøst. Det lykkes så kun på få fronter. 

’Vild med dans’ eksisterer kun så længe publikum føler de er med – til at følge op- og nedture hos danserne, til at mærke udviklingen, til at påvirke populariteten og resultaterne. I teatret skal publikum også stemme, og det foregår temmeligt kikset, specielt fordi det umiddelbart ikke er det par publikum vælger, der vinder. Det holder bare ikke!