Sanne-The Musical

Som Sanne-fan kan man ikke undgå at donere nogle tårer til dette første musicalshow om Danmarks rockmama. Selvom det starter og slutter med rockriff i høje popgear.

Det havde ellers været suverænt at åbne showet med ’Jeg’ i live’, når nu man har valgt en ret sentimental tilgang til showet. Rammen for det fantastiske rockliv er nemlig Sannes 2006-crash med en blodprop i hjernen, og hendes kamp for at få sin stemme tilbage. 

Vi ved jo, at Sanne er en tough cookie, der vender tilbage, så hovedhistorien er selvfølgelig den udvikling, der skaber ikke bare Danmarks sejeste, rå og mest sexede stemme, men også det vilde hår, de stærke katteøjne, læderbukserne, dyre-printene, (fake)pelsen og så meget andet mega-personlighed. Det sker dog noget rodet og hektisk som nedslag i livet og musikken, ikke altid indpasset kronologisk, og indimellem nogle ret underlige sangvalg. 

Det er naturligvis svært at caste denne fænomenale Sanne-karakter – men her har man alligevel gjort det ret godt, endda tre gange! For dramaturg Line Mørkeby og instruktør Martin Lyngbo har splittet Sanne i tre tidsbilleder, hvilket er et ret godt greb, eftersom hun har udviklet sig forrygende i netop de tre aldre. Både enkeltvis, i duetter og som interagerende soloer (en Sannes erfaring/kommentar til en anden) fungerer Andrea Heick Gadeberg (den unge), Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen (den mellemste) og Gry Trampedach (den ældre) fremragende.

De mange spring – indimellem for lange eller for korte – i tidsbilledet, gør at forestillingen mest vil ramme fans, der kender Sannes historie. Eksempelvis da et emotionelt højdepunkt rammer med Mads Langer-balladen ’Overgi’r mig langsomt’ i første akt – der har man ikke fået etableret det årelange komplicerede forhold til sønnen Victor, så for uindviede vil duetten med Victor ikke have samme tåreeffekt. Men Gry Trampedach og Joakim Lind Graae Tranbjerg gør det formidabelt rørende, og her smelter teksten fuldstændigt sammen med tid, sted og karakterer. 

Tårerne triller for anden gang, da Andrea Heick Gadeberg synger ’Det’ ikke det du siger’ og folder sin stemme og indlevelse ud aldeles imponerende, så man næsten kan mærke den 25-årige Sannes original – selvom jeg fortrækker, når den mere modne Sanne synger den mere råt og sårbart. Men det er signatursangen, og jeg vil altid tude til den!

Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen har den mest komplekse rolle, konstant midt i dramaer med musikken og kærligheden, men det forbliver noget overfladisk, ikke mindst i fremstillingen af de stærke og/eller festlige personligheder omkring Sanne. Udmærket at bruge sangene til at udtrykke forhold og følelser, men så duer det altså ikke at eksempelvis den rå og sexede ’Kød og blod’ bliver en doven sengekantssjæler, hvor Mats Ronander er alt for blødsøden. Det er totalt umuligt at give den rolle til David Owe – ovenikøbet uden at make-up’e ham mere rå og mørk – hvilket også bekræftes da de synger duet på ’Uden dig.’ Alt for meget sødsuppe!

Men i det hele taget er rockmama her omgivet af ret klicheagtige, fjollede eller overspillede personager, kun sønnen samt vennerne John og Erik virker afbalancerede. Typemæssigt går det helt galt med Mathilde Norholt som en nuttet, småanonym Lis Sørensen; og Dennis Knudsen bliver latterliggjort i en grad, der er ganske urimelig og helt sikkert ikke vil falde i Sannes smag. Anne Linnet bliver en karikatur i sine verbale (og fysiske) overgreb, og ligeså Winding, Kærså, Helmig osv.

Visuelt ligner det noget man har set før – på Fredericia Teater og Østre Gasværk – og det er ikke så underligt når scenografen er allestedsværende Benjamin La Cour. Udfra ideen om fragmenterede minder gennem en blodprop afskærmes fortid og nutid via transparente tæpper med blækklatter, inspireret af Rorschach-testen. Men den brune 70er-nostalgi og 80ernes blålys mixer ikke så spændende, og når dukkeførere mosler komisk rundt som heste-, hunde- og babyhoveder, bliver det endnu mere studieskole.

Generelt er det bare for pænt, og de spiller eftertrykkeligt på det sentimentale, både i det festlige og det sørgmodige, op- og nedture, før og efter festen. For det har unægtelig været et liv i højt gear, et ægte rock’n’roll party, hvor Sanne har kastet sig ud i det meste, betingelsesløst og entusiastisk, som hun synger på et af de seneste hits ’Hjem’: ”jeg har prøvet alt.” Professionelt og personligt. 

I glimt ser man den stærke personlighed, men det er svært at mærke den udvikling Sanne har gennemgået siden blodproppen. Mestendels fordi det forløb er brudt op af den kronologiske karrierehistorie, hvor der er smæk på tempo og fest, men også fordi man har valgt den lette løsning, det valg, som jo er ægte nok, men først bliver rigtig seriøst nogle år senere.

’Sanne - The Musical’ er en festlig oplevelse, men meget mere flyvsk og overfladisk end dens titelkarakter. Hun er den største, den sejeste og i særklasse unik. Som hendes comeback-album hedder: ’Unico’ – opkaldt efter den hest, hun genoptrænede med i Portugal. En slutscene, der igen trækker på det sentimentale, inden rockmedleyen skal pointere festen. Men der er bestemt øjeblikke, der rammer en mega-fan som mig, der tog alene til koncert som 14-årig og derefter voksede op næsten ligeså tough cookie som Sanne – så vi rocker videre, for ”Vi’ i live!”