Catch Me if You can - The Musical

Her bliver swinget, svippet, svirret og switchet aldeles fornøjeligt i svindleriets navn. For når navnet er Frank William Abagnale Jr. er der ingen grænser for hverken løjer eller løgne.

Fra teenåret 15 til myndig 21-årig svindlede han yderst kækt og kreativt, primært med bank-, check- og ID-falsknerier, og blev efterlyst på fem kontinenter. Efter at have afsonet knapt halvdelen af sin dom, besluttede FBI at gøre brug af hans ekspertise, og siden har Abagnale været fast konsulent og underviser. I hans biografi fra 1980 (ti år efter arrestationen) lægges der ikke skjul på at en del er opdigtet og/eller videredramatiseret, og her i sceneshowet præsenteres ”En historie uden lige – fræk som en Playboy-pige!”

Som publikum er vi med på komediefortællingen fra de første minutter, hvor FBI fanger Abagnale (Laus Høybye) i lufthavnen og den ihærdige FBI-agent Hanratty (Claus Riis Østergaard) siger: ”Du får ikke lov at gøre det til et show.” Glimmergardin, damer, dansere og orkester ruller ind, og Security-svingdøren i plexiglas omdannes til et karruselagtigt udsnit af diverse mini-rum for svindlerhistorierne. Effektivt, men også hektisk og indimellem rodet – præcis som den slags transit Abagnale ofte befinder sig i, når han skal fra det ene bedrag til det næste.

Fra pilot til læge til advokat er præmissen som hans gennemgående sang ’Se mit liv i farver’ – i modsætning til FBI-agentens sort/hvide liv. De kommer begge på andre tanker, og det er deres umage tilknytning, der driver forestillingen. Selvfølgelig løftet på den der meget amerikanske lykkefølelse, men kombinationen Terrence McNally (manuskript), Marc Shaiman (musik og tekst) og Scott Wittman (tekst) har alligevel tilpas glimt i øjet og tungen i kinden. 

For lige under overfladen bobler jagten på identitet og kærlighed. Abagnales dilemma er faderen, hvis smartness han efterligner, men samtidig afskrækkes af den forsumpede fiasko, han ikke vil ende i. Så får den tilbagevendende historie om to mus i fløde efterhånden ny mening, og familietraumer som svigt og savn melder sig ind i festlighederne. De fleste sange i 2.akt kredser vellykket om familieudviklingen. Eksempelvis mors/fars sjælelige bossanova ’Jeg er her endnu’; faderspejlingen af Hanratty og faren i ’Lille dreng, vær en mand’; og den lystige svigerfamiliefandango ’I familiens skød’ efterfulgt af kærestens ’Flyv, flyv din vej’, hvor identiteten er afsløret og kærligheden svæver i det uvisse.

Musikken er ganske enkelt forrygende fortolket af Tiptoe Bigband, der troner 19 mand højkaliber på bagscenen. Det swinger og jazzer, så man fyldes af fut og fryd – ikke mindst når dansere og spillere kommer ud blandt publikum og skal holde skydetræning, imens Hanratty forsøger sig med en sang om at opretholde regler og love. Det’ herresjovt!

I det hele taget forstår instruktør Rolf Heim og koreograf Peter Riis at udnytte den afgrænsede plads med spøjse indslag. Så som at folk agerer stole, borde og andre rekvisitter, der enten støtter eller affærdiger hovedpersonerne. Menneskemylderet stopper aldrig i Abagnales liv, og indimellem snævrer de sig alt for tæt på. 

Det er et sprudlende skønt ensembleshow, hvor nye og etablerede talenter går fortræffeligt i samspil. I front er Laus Høybye ideel med drenget charme og vokalt overskud, imens Claus Riis Østergaard fornemt takler heltekiks og skurkemod. Noget anderledes end Leonardo DiCaprio og Tom Hanks i 2002-filmen, hvorfra denne 2011-musical har en del af sit plot. ‘Catch Me if You Can’ er som skabt til musicalformatets show og ståhej, og Odense Teater skal igen roses for at satse på noget nyt og anderledes. Sådan skal en svindlerkomedie swinges!