Strictly Ballroom - The Musical

De forbudte trin. Der var mange af dem i Baz Luhrmanns debutfilm fra 1992, som blev et kæmpe musicalhit. Stilen var kitschet, og kontrasten mellem de ægte, passionerede dansetrin og de kunstige, krukkede standarddanse ramte nye højder af kærlighed og komedie. 

Bare der var ligeså meget passion og hotte trin i denne danske opsætning af teatermusicalen, men her har komedien fået ekstra gas og valser mod revyløjer. Så meget at det indimellem føles som om de manierede og uforstandige har overtaget fortællingen. For det er nogle særdeles rutinerede komedie- og revyfolk, der udfolder sig her i Joy-Maria Frederiksens instruktion. 

Tammi Øst er altid skøn, men her bliver det en smule overgearet for hendes karakter Shirley, der skal holde styr på de fire danseherrer, der konstant stjæler opmærksomheden. Niels Olsen tøffer underdanigt, indimellem nostalgisk dansende som ægtemanden Doug; Niels Ellegaard fedter rundt i jogging-uniform med slips og højt hår som danseskolelederen Les; og Peter Oliver Hansen giver fuld gas til den klamme, korrupte dansedommer Barry Fife, med hvidt supersmil og totale frisurekiks. 

Og så er der selvfølgelig Silas Holst som sønnen Scott, der ikke rigtig gider danse standard, men hellere vil danse sine egne trin, ligesom sin far i sin tid. Det er Silas’ drømmerolle - den karakter han har identificeret sig med og hentet allermest inspiration fra gennem årene - og det bliver hermed en fin afslutning, efter eget ønske, på hans imponerende dansekarriere som musicalstjerne. 

Showets scoop er Sicilia Gadborg Høegh, der brillerer med både befippet sødme, passioneret dans og forførende sang. Som Fran matcher hun Scotts dansedrømme, og deres stemmer smelter smukt sammen i den temperamentsfulde mashup ’Strictly Lovesong’. Her banker hjerterne endelig!

For hos hendes familie lærer Scott at mærke danserytmen helt ind i hjertet - med papa Rico (spanske Jose Agudo) i spidsen for den spanske familiefest med pasodoble og pulserende flamenco-trin, -klap og -tramp. Toppet med glimmer(toreador)jakke samt forrygende passion og ægte glæde. Unægteligt showets bedste dansescene.

Heldigvis fylder musikken også godt i hjerterne - og Line Krogholms fantastiske stemme nailer både Cha Cha og Samba, samt en svedig (Gaga-style) version af Grace Jones’ ’Slave to the Rhythm’ og pirrende toner til Cyndi Laupers ’Time After Time’ som et gennemgående tema, især til kærlighedshistorien. Den ældre herretrio leverer et herligt 50’er-show i et mix af blandt andet ’Mambo no.5’ og ’Hound Dog’; og Rikke Buch Bendtsen (som Liz, den forsmåede dansepartner) rykker flot i front for en high school/cheerleader-agtigt fest med ’I Wanna Dance’.

Temperamenterne og den højpandede humor går ofte i overgear, og Astrid Lynge Ottosens flimrende, flagrende kostumer er helt usmageligt svir i sig selv. Historien er fjollet og forudsigelig, og de fleste karakterer er for karikerede. Men humor, dans og sang bobler om kap, så selvom man ikke lige er til revystilen, så er man vældigt godt underholdt og ramt af feel-good. 

Og under hele balladen banker hjerterne for outsiderne - dem der er anderledes, tør være mærkelige og gøre noget nyt og forskelligt fra andre. Det er et typisk musical-tema, og et evigt kultur-tema - det klassiske vs. det moderne. Om det så er latinoballaden eller revyparaden, så er de (mestendels) hjerteligt skildret. Personligt foretrækker jeg de forbudte trin, de uautoriserede og de følelsesladede - og ville ønske der var flere af dem i ’Strictly Ballroom - The Musical’.