The Sound of Music

Der er lagt op til det store nostalgitrip på Det Ny Teater, hvor de i anledningen af deres tredive års jubilæum, igen-igen opsætter ’The Sound of Music’. Måske er det tradition at markere hver rund fødselsdag på teatret med Maria og von Trapp-børnene. Noget er nyt, men det meste er det samme - på godt og ondt.

Stykket præsenteres som en ny iscenesættelse, men bladrer jeg tilbage i hukommelsen i programmet fra den seneste opsætning i 2015, er billederne nærmest en til en, med de samme svævende træer foran Alpe-gardinerne, høje smalle vinduer og forskellige arkitektoniske elementer, såvel som brudekjole og gardinet der syes om til nyt tøj til børnene. 

Det fungerer stadig fint, og der er intet dårligt ved genbrug, men måske kunne man ønske sig et lille twist – som da de i Malmö Operas opsætning fra 2021 havde både dansende edelweiss-blomster og porcelænsdukker på scenen. Man behøver ikke at omsmelte arvesølvet, men hvis det ikke pudses grundigt, kan det føles lidt dovent.

Historien er selvfølgeligt også den samme, som de fleste kender til hudløshed: Nonne-novicen Maria sendes til von Trapp-familien, hvor hun som guvernante for de 7 børn, lærer dem at blive et med naturen og musikken som ellers har været stum siden børnenes mor gik bort. Faderens militærdisciplin står i kontrast til Marias frie facon, modsætninger mødes og sød musik opstår. Bjergene synger, nazisterne indtager de østrigske alper, og før de ved af det, er familien over alle bjerge.

Af uventede nybrud har Peter Plaugborg fundet sin vej til Det Ny Teater, hvor han som kaptajn Georg von Trapp sikkert bliver et trækplaster, særligt for segmentet der ellers sjældent besøger musicalteatret. Han tilføjer nærvær og akavethed til den ellers stramme karakter, der efter en årrække med sorg og rutiner ovenpå konens død, igen begynder at synge og finde sin stemme. Han passer perfekt ind i rollen i opløbet, men hen mod crescendoet kommer han lidt til kort musikalsk, og det mærkes at Plaugborg ikke har den samme højpolerede musical-erfaring som størstedelen af castet. Det skaber dog en fin dynamik, og jeg vil tage hatten af for teatret for det uventede sats i rollebesætningen.

Overfor kaptajnen, står Isabel Schwartzbach som Maria. Dette er hendes tredje hovedrolle på teatret, efter at have spillet henholdsvis Christine i ’Phantom of the Opera’, og Hodel i ’Spillemand på Tagryg’. Hun er en strålende leading lady, og formår at balancere det professionelt perfekte som det forventes af musical-opsætninger i denne skala, med en naturlig imødekommenhed der opbløder det der ellers kan blive lidt for stift og for meget. Man kan mærke at publikum er trygge ved hende, ligesom de unge skuespillere der spiller de syv børn er.

Hvor de seks yngste af børnene spilles af et skiftende hold, spilles den ældste Liesl på 16, bliver snart 17 år, fast af den nyuddannede Ronja Thusgaard-Madsen. Måske får hun muligheden for at spille Maria, hvis traditionen fortsætter, og stykket igen skal opføres om ti år. I hvert fald kommer der store ting på Ronjas CV i fremtiden efter denne pragtpræstation af en debutperformance. 

Apropos store præstationer, har Louise Fribo igen fundet nonnetøjet frem, da hun genindtager rollen som abbedissen på klostret, og lukker og slukker begge akter med den patosfyldte sang ’Stig op på Bjerget’ (Climb ev’ry mountain). Som en af de få på scenen, bryder hun igennem den ellers nasale og flade lyd, som desværre dominerer lydbilledet, og får det hele til at lyde lidt som en kassettebånd-optagelse af den nu 60 år gamle ikoniske filmmusical med Julie Andrews.

Overfor de gode er nazisterne, som tegneserieskurke taget ud af en Indiana Jones-film, med SS-uniformer, armbind med svastikaer, lang læderfrakke og briller. Det bliver meget sort-hvidt og naivt med gode nonner og onde nazister, og det er måske ikke det verdensbillede vi skal have understreget, i en tid hvor ledende techbros laver ”romerske hilsener” på verdens største scene, og Europas samlede yderste højrefløj vil ”make Europe great again”.

Gråzonerne kommer dog frem og gør fortællingen en anelse mere interessant. Liesls kærlighedsinteresse Rolf (Romeo Lundholm Dahl, som passende dækkede uniformens svastika under applausen) kan både råbe ”heil hitler” og se igennem fingre når von Trapp-familien skal flygte fra sangstævnet og det tyske regime. 

De to opportunister Max Detweiler og Baronesse Elsa Schräder, er begge dramatiske tilføjelser til Maria Augusta Trapps selvbiografiske fortælling 'The Trapp Family Singers', da bogen i sin tid skulle omskrives til musical. Karaktererne er udover at nuancere, komiske highlights, på højde med når børnene laver spil-op. Kemien mellem Kim Hammelsvang og Camille-Cathrine Rommedahl der spiller de to, er ubenægtelig.

’The Sound of Music’ er en kavalkade af elskede sange og karakterer. Den er nostalgisk og hyggelig, men i en tilbageskuende opsætning bliver det forudsigeligt, og "Do-re-mi" bliver let til "Do-re-meh".