Kleopatra

Spørg et barn hvad det kender til det antikke Egypten, og Kleopatra vil være et populært svar. Hun er tydeligt indprentet i vores kollektive hukommelses persongalleri, hvad end vi tænker på figuren fra Asterix og Obelix, Elisabeth Taylors flamboyante glansrolle eller den historiske ptolemæiske farao. Det ikoniske pagehår, smykkerne og forholdet til Marcus Antonius. 

Hun er dog ikke den første der dukker op, når vi tænker på dansk operahistorie. Det samme gælder komponisten August Enna, som krydsords-entusiaster måske genkender som ”dansk komponist på 4 bogstaver”. Han var dog i sin tid yderst populær, først med operaen ’Heksen fra 1892’ og to år senere ’Kleopatra’, der skriver sig ind i Senromantikkens store trend, Orientalismen.

Men takket være Den Jyske Opera, der har taget den ærværdige opgave på sig at genbesøge glemte og oversete stykker i den danske operahistorie, kan August Ennas ’Kleopatra’ nu opleves på Danmarksturne. Det er en historie fyldt med intriger og svigt, mytologi og overflod, kærlighed og død. Som det forventes af en opera. Og da stykket ikke er en overspillet klassiker, er der rig mulighed for at blive overrasket og rørt, og samtidig nyde velkomponeret musik fremført af de dygtigste sangere og musikere.

Men hvad Kleopatra har af musikalsk rigdom, overskinner den æstetiske storhed. Jeg føler mig forvent, når jeg savner flere meter store afhuggede hoveder og både formet som fjer på scenen, men det er klart at en opsætning, der rejser landet rundt, må fokusere det tunge styts på vokalerne, som er operaens kerne. 

Denne aften på Gamle Scene brillerede Stefania Dovhan i sin strålekrans som Egyptens sidste farao, og Christian Juslin i rollen som Harmaki, der sættes i stilling til at genoprette rigets tidligere storhed. Han forføres, både af Kleopatra, magten og af kammerpigen Charmion (Tanja Christine Kuhn). 

Der er god kemi på tværs af scenen, og Den Jyske Operas Kor underbygger fremragende, og min operajargon kommer desværre til kort i mine forsøg på at beskrive gåsehuden, der til tider manifesterede sig på mine arme. Og selvom jeg på intet tidspunkt mistede interessen eller opmærksomheden, ønskede jeg en lille smule ekstra. Dramaet omkring Kleopatra og musik af wagnerske proportioner sætter barren ganske højt. 

’Kleopatra’ er en fantastisk mulighed for at nyde og genfinde en storladen dansksproget opera, hvis øjnene knibes sammen og fokus overgives til øregangene, der smøres i honning og skønsang.