Così fan tutte

Sandhed eller konsekvens? Med det valg får publikum lov at påvirke Den Jyske Operas ’Così fan tutte’, hvilket er oplagt for netop denne af Mozarts operaer, der i forvejen er gennemsyret af leg og fjollerier med kærlighedens valg for øjne og ører.

Demokratisk opera, kalder de det nye, sjove koncept. I betydningen hen ad interaktiv, for publikum vælger mellem to retninger for udtryk og/eller handling. Helt i Mozarts legesyge ånd foregår det via to simple lydmålere, der svipper med klap, tramp, råb og lignende – og så er det ellers bare at give sin begejstring til kende for enten den klassiske eller den moderne version, samt senere sandhed eller konsekvens.

Det ene valg er mere evident end det andet. Astrid Lynge Ottosens kostumer tangerer romantik og rokoko i begge tidsperioder, og denne aften i selskab med de moderne får fuld blomstring på kjoler, shorts og jakker. Kun de fire sortklædte kvinder med højtravende struttyl-hat virker kuriøse – i en bryllupsscene. Men intet er utænkeligt i denne opera buffa, der netop slår lystigt på, at intet er sort og hvidt i kærlighedens valg. Så måske... sorte enker?

Det kunne være en sej, lille kommentar til den polemik, der i mange år hang ved ’Così fan tutte’ – fra amoralske budskaber til nedladende kvindesyn. Som instruktøren Elisabeth Linton i programmet kort opsummerer, betyder titlen ”sådan gør alle kvinder”, ikke som mange tror ”sådan gør alle”. En spidsfindighed fra Mozart og librettisten da Ponte, som nu i vor tid virker helt moderne. Sjovt, sarkastisk eller seriøst, så er det vel alle tilladt at flirte, blive forført og forelske sig?

Det viser denne lystfarce med al tydelighed. For godt nok er det herrerne Guglielmo og Ferrando, der vædder med Don Alfonso om deres kvinders troskab, og derefter udfordrer dem udklædt som håndværkere. Men donnaerne Fiordiligi og Dorabella er absolut ikke uden manipulationsevner, og med tjenerinden Despina på sidelinjen bliver forviklingerne ikke mindre. Utroskab eller ej, de er alle lige gode om det!

Tempoet er højt, i musikken som i handlingen og i karakterudfoldelserne. Skvattende, slængende og snigende spiller scene for scene af morskab, der topper med donnaernes forsøg på selvmord med samuraisværd, vinkøler, ja endda en croissant. Energien og dramaet er i top hos firkløveret Kate Valentine, Trine Bastrup Møller, Joel Annmo og Jens Søndergaard, der også holder en solid standard stemmemæssigt. Særligt de to flirteduetter i anden akt sprudler: ’Il core vi dono’ og ’Fra gli amplessi’.

Valget for anden akt falder på konsekvens, og selvom der er rykket lidt rundt på hvem, der afslører sandhederne, så er det lidt svært at gennemskue, hvordan sandhedsvalget ville udløse en anderledes afvikling. På papiret lyder valget mellem sandhed og konsekvens måske sjovt, men her burde være andre mere interessante valg udi det legende, som ’Così fan tutte’ står for.

Desuden er konsekvensen meget hurtigt overstået – til lattermilde toner – for hele moralen om valg i livet ligger i sidste ordlyd: ”Den person er lykkelig, som ser lyst på livet – og lader sig lede af fornuften.” Sidste linje dog begrænset, for der er truffet flere valg på fjant end på fornuft i ’Così fan tutte’.