Salome

Det vildeste dødskys - i den vildeste slutscene. Kulminationen af begær og lidenskab, magt og manipulation - udtrykt i lige dele vanvid og poesi: Så rødt som intet andet i verden. 

Skandalen var stor, da Richard Strauss’ opera ’Salome’ - baseret på Oscar Wildes 1891-skuespil - fik premiere i 1905. Men med tiden kan man kun anerkende at Strauss var forud for sin tid, da han insisterede på at skabe operahistorie af Wildes kontroversielle tolkning, og nu ses ’Salome’ ofte mere moderne end de fleste 1900-tals operaer.

I norske Eirik Stubøs regi er det visuelle udtryk en tidløs minimalisme af den apokalyptiske kaliber. Magdalena Åbergs scenografi er nærmest sort i sort: Store dunkle flader og mørke, askelignende flager der associerer forfald og undergang. Ligeledes er hendes kostumevalg mørke nuancer af grå, brun og grøn over de hvide klassiske skjorter, der signalerer det pænere borgerskab. Kun Salome er klædt i hvid uskyld, men det viser sig at være det mest forførende, og hendes begær farver alt glødende orange og rødt.

Altdominerende er jernkonstuktionen med rækker af over 100 spots, der skaber kulden, varmen og lyset i mørket, ofte i tråd med musikken og indimellem (overdrevet) blænding af publikum. Metaforisk set også magtdemonstrationen af den manipulation, der gennemsyrer fortællingen; men de heftige teaterspots gør også opmærksom på metafiktionen - historien i historien - som endda sprøjter lidt satire ind i den ellers ret barske tragedie.

Satiren spirer især hos ægteparret Herodes (Lars Cleveman) og Herodias (Karin Lovelias), Salomes mor og stedfar, der har smidt profeten Jochanaan (Kostas Smoriginas) i fangekælderen efter han har insinueret deres utugt. Her er også det sprøde underspil, hvis poesi ofte spiller på polaritet, blandt andet ved at svinge mellem det smukke og det grumme, begæret og afskyen - også i partituret. Som første møde mellem Salome (Laura Wilde) og Jochanaan - meget inciterende, og samtidig pacificerende, da han afviser hende. Men Salome giver ikke op, og det ender fatalt og makabert.

Det fabelagtige vendepunkt er naturligvis den berømte og berygtede dansescene - oprindeligt en striptease, oftest udført af en substitueret danser - De Syv Slørs Dans. Her koreograferet af Örjan Andersson med hele ensemblet, der følger hende, løfter hende og nærmest bevæger sig i trance, imens scenen drejer rundt og den smukkeste musik forfører. Det er hypnotisk, ganske mytisk og vældigt filmisk. 

Herefter tiltager intensiteten, og især Salome bliver helt uimodståelig og man mærker det særlige vanvid i at ønske noget og begære nogen så vildt at det bliver besættende. Og totalt blind for konsekvenserne. Salome føler hun er i fuld kontrol og hun får sit ønske opfyldt: Profetens hoved på et sølvfad.

I denne vilde finalesekvens udlever den amerikanske sopran Laura Wilde sin Salome-figur fuldt ud - udover det krævende vokalparti også betagende dans og psykologisk karakterudvikling. En femme fatale og et feministisk ikon. I samspil med Strauss’ utæmmelige, frenetiske toner skaber hun noget fascinerende erotisk smukt af det ultimativt grusomme vanvid. 

Også stærk og inderlig er den litauiske basbarytonen Kostas Smoriginas som Jochanaan, hvis stoiske stolthed og guddommelighed får modspil af tetrarken Herodes, som den svenske tenor Lars Cleveman giver et dramatisk legende og satirisk tvist. 

Stubø har skabt en dyster og rå opsætning, der i starten føles ganske statisk i den enkle scenografi, hvor en del karakterer overdøves af den slagkraftige musik fra orkestergraven. Men så kommer titelkarakteren og forfører alle, og efter De Syv Slørs Dans har hun alt og alle i sin hule hånd, også musikken. ’Salome’ er stadig en glødende feministisk forestilling, og den kan provokere med skamløshed, samt incestuøse og nekrofilistiske temaer. Men den vilde slutscene er uforglemmelig - og dødskysset kan tolkes i flere dybder.