Madama Butterfly

Ekstrem æresfølelse og ulykkelig kærlighed har aldrig været en god kombi, og det bliver ikke mere smægtende tragisk end Puccinis opera om Butterfly, der ofrer sig for andres lykke.

Allerede før titelkarakteren gør sin entre, er der lagt op til tragedie. For Pinkerton, der har købt hende fri af geisha-tilværelsen, er en pralhals af en amerikansk søofficer med den simple filosofi at elske alle kvinder. Og temmelig ignorant overfor den amerikanske konsul Sharpless’ praj om at Butterfly ganske sandsynligt tager de ægteskabelige følelser alvorligt.

Og det gør den 15-årige Butterfly så sandelig! Hun er forelsket og beæret ud over alle grænser, og bliver bandlyst af sin egen familie da hun afsværger sin tro i begejstring over at skulle leve the American way. Gennem tre år uden et eneste pip fra Pinkerton forbliver hun tålmodig, tillidsfuld og trohjertet til infantile højder.

Det er rent kulturclash – som det stadig kan opleves i dag – af ydmyge japanske traditioner overfor blaserte amerikanske værdier. Tilsat den italienske passion, der sammen med ærefrygten determinerer Butterflys skæbne. Som inskriptionen på hendes fars hellige harakiri-kniv lyder: ”Lad den dø med ære, som ikke kan leve med ære.” 

Puccini elskede efter sigende sin Butterfly allermest, og hans partitur svælger i fascinationens sentimentalitet. Den australske instruktør Stephen Barlow lader de grandiose følelser stå i enkel scenografi af japanske rispapirvægge og -skydedøre, og særligt i 2. akt trækkes kærlighedspinen ud så længe at end ikke det mørke, dybe hav i baggrunden kan dæmpe banaliteterne. 

Det er hele pointen i Puccinis musikalske spekulation, at denne store, banale kærlighed fortærer denne lille, naive skabning. Al hendes håb og længsel er fint skildret af koreanske Hye Won Nam, hvis signatur-parti netop er denne Butterfly. Hendes lyse klang havde nogle skingre øjeblikke, men i 2. akt fik hun styr på de høje toner og sang stærkt gribende – ikke mindst i den berømte hjerteskærende arie ’Un bel di, vedremo’.

Et andet højdepunkt er den lange lidenskabelige duet, der afslutter 1. akt, hvor sommerfuglehistorien også varsler ulykke. Magnus Vigilius skaber en god karakter af den ellers usympatiske Pinkerton, og hans tenorstemme rør især mod slutningen, da han i arien ’Addio, fiorito asil’ indrømmer sit kujoneri og flygter.

Slutningen på ’Madama Butterfly’ er den ultimative selvopofrende agt, og den bør stå helt rent, så man ikke er i tvivl om operaens budskab. Gennem utallige iscenesættelser er der blevet pillet ved små detaljer i slutbilledet, og selv det mindste kan ødelægge den rene følelse af Butterflys ære. Heller ikke her er den perfekt, desværre.