Saul

Sikke en fabelagtig naturkraft og udsøgt stilsikkerhed balanceret mellem magt og tro, jubel og vanvid. Händels velrenommerede oratorium bliver til storslået barokopera i australske Barrie Koskys vilde vision, som endnu engang rykker grænserne for performance i opera.

Som i tidligere opsætninger - på Det Kongelige ’Carmen’ og ’Tryllefløjten’ - skaber Kosky igen særlig operamagi, der trods stilleben og bibelsk tekst føles sprællevende og med moderne takter. ’Saul’ er baseret i de klassiske bibelhistorier om den lille versus den store (David og Goliat), den onde mod den gode (Saul og David) og gudemagt overfor krigsmagt. 

Ouverturen spilles i mørket til Goliats afhuggede kæmpehoved, men snart danser de rundt med det i et barokscenarie af et langbord overdækket med naturens vildskab: Udstoppet svane, påfugl og kronhjort, samt kæmpekonkylier og vildsvin udhulet til frodige frugter og grønsager, dekoreret med massevis af farverige blomster. De fester for den guddommelige helt David og det kommende tronskifte som kong Saul har varslet. Indtil frygt, vrede og vanvid rammer Saul og han vil vende både familien og folket mod David.

Godt gammeldags mandsdomineret af magt og krig, men Kosky er som altid eminent til at booste de feminine energier. Som kontrasterne i det overdådige bord. Det mangfoldige, fabelagtige kor, også fuld af kostumierede detaljer. Og de seks dansere, der med spøjse trin og fagter tilfører en herlig dårskab, hvis jublende udtryk også flyder livligt i det store kor. Samt en del spontane kys mellem familiemedlemmer, og homoerotiske tiltag mellem David og Jonatan (Sauls søn).

Men det er Sauls show, og den britiske basbaryton Christopher Purves - fra originalopsætningen på Glyndebourne-festivalen i 2015 - er helt forrygende. Med saft og kraft i stemmen, men så sandelig også i det fysiske udtryk, der spænder over flabet og djævelsk til vanvittig og ussel. Den slags performance der desværre er for få af på operascenen.

Også kontratenor Morten Grove Frandsen er perfekt som den blide og smukke David, og hans vidunderlige, intense klang skaber de mest gribende og forførende øjeblikke. Her er favoritten ’Such haughty beauties’, hvor de fine koloraturer fryder stort. Ligeså i arien ’Author of Peace’, hjerteskærende smukt formidlet af Clara Cecilie Thomsen, hvis soprantoner går op i en højere enhed med de graciøse, enkle toner af cello og cembalo. 

Disse øjeblikke er også mere typiske for oratorier end operaer - overraskende temposkift, der indimellem fører til stilhed eller små replikker - og det skaber en unik stemning i opmærksomheden på få instrumenter midt i det store orkesterværk. Også fordi oratorier rummer en del gentagelser - i både tekst og toner - men så er vi heldigvis beriget med barok-mesterdirigent Lars Ulrik Mortensen og hans Concerto Copenhagen til at give liv og lyst i Händel-værket.

Der er en konstant vekslen mellem modsætninger - det onde og det gode i fortællingen, det døde og det levende i visualiseringen. Som ren naturkraft, der sættes i maleriske tableauer. Fra den groteske overdådighed på langbordene i første akt til en anden akt med ekstremt betagende enkelthed. Først en nærmest banal tilgang til wow-effekten med hundredevis af flakkende (stearin)lys på en koksgrå skråning, der når lysene slukkes bliver til rå og tåget mørk slagmark, hvor selv de afhuggede hoveders blod er sortstøvet. 

En naturkraft der synes endnu vildere og barskere, men stadig poetisk og malerisk. Indimellem som filmkunst der bevæger sig fra statisk til hypnotisk, hvor man slet ikke kan tage blikket væk og bare suger alle detaljer til sig. I samarbejdet med scenograf Katrin Lea Tag og koreograf Otto Pichler finder Kosky virkelig en perfekt symbiose mellem de to genrer, opera og oratorium. ’Saul’ er et fantastisk barokværk med totalt gennemført stemning og eminente performances.