Misantropen

Midt i det pæne indre København opføres Molieres’ ’Misantropen’, som tager vittigt livtag med det fine borgerskab og den kulturelle elite. Det kunne næppe være mere rammende på en premiereaften, hvor både politiske og royale spidser er samlet under bøgetræerne i Designmuseets have.  

Efter et par livlige timer med picnic og kølige drikke på tæpper samles publikum på de røde bænkerækker, og ud fra begge sider af scenen kommer skuespillerne pludseligt i fuldt rokoko-udtræk. På den ene side Célemènes store slæng og på den anden side misantropen Alceste i følgeskab med en enkelt ven. Kontrasten, som bærer resten af aftenens forestilling, etableres allerede her. Célemène (Sonja Richter) og hendes følgere er storsmilende og hilser på publikum med fraser som ”Næ, hvor ser I godt ud!” 

Alceste (Nicolas Bro) på den anden side er tavs, skumler rundt i sin egen verden og tager ingen kontakt. Som sortsynet misantrop tager han naturligvis ikke del i overfladisk snak og jubeloptimisme. Men Célemène og Alceste kan ikke få lov blot at gøre tingene som de selv vil, de er nemlig blevet forelsket og danner par. De må derfor forsøge at finde ud af det med hinanden på trods af deres åbenlyse forskelligheder. 

Det er en utraditionel start på græsset sammen med publikum, og den direkte stil med henvendelser fortsætter, i det små, fra scenen resten af forestillingen igennem. Det er et fedt tvist, som lader os på rækkerne ufrivilligt høre med til folket formet af den tid, som Alceste igen og igen går til angreb på.  

Tidens former med kindkys og en overstrømmende kærlig omgangsform er en last, der skaber uærlighed, medløberi og som udjævner alle relationer, sådan at inderligheden overfor ens elskede ikke bliver meget anderledes end inderligheden over for alle andre. En spids kritik fra Molière i 1666s Paris, som rammer lige ned i år 2018 og hjerte-emojisnes storhedstid. Sagen er dog ikke entydig. Det er synligt for enhver, at Alcestes strenge idealer om ærlighed og forbehold også volder problemer. 

Replikkerne falder i rim, men er alligevel helt mundrette og naturlige. Som når Alceste spørger sin elskede til en af hendes utallige, nære venner: ”Hvad er det for en egenskab ud over gennemsnit, der har gjort ham til favorit?” Skuespillernes levering af de humoristiske, mundrette og skarpe replikker, under flot gendigtning af Jesper Kjær, er en suveræn bedrift. 

På skuespillersiden er der gode præstationer hele vejen igennem, og særligt Nicolas Bro får lov til at udfolde sit store talent i den selvmedlidende og stolte Alceste-rolle. 

Madeline Røn Juul og Grønnegård Teatrets ’Misantropen’ er medrivende, sjov og flot spillet. Og det er den mest af alt, fordi historien virkelig formår at vække tanker hos os på rækkerne – om vores egen position i tidens hjerte-emoji-kultur og om kærlighed, venskaber og relationer i det hele taget.