Tilgiv mig

Tilgivelse er et stort – og vigtigt – råstof for vores eksistens. Budskabet om at tilgive let er interessant, men i dette lille kammerspil bliver afviklingen noget overfladisk. 

Hverdagstableauerne og karaktererne er ellers ramt ganske godt og genkendeligt af manuskriptforfatter Rikke Wölck og instruktør Madeleine Røn Juul. Kortaftener med veninder, mor-søn bindinger og søskendekonflikter bliver sat på spidsen af den nødvendige tilgivelse, efter nogen går over andres grænser. Uforsætlig eller uansvarligt.

Men umiddelbart yder synsviklen fra den unge fyr Lasse (Elliott Crosset Hove) ikke de modne kvinder nok dybde. Han er åbenlyst en grubler med poetiske træk, som han metaforisk knytter til de tre moderskikkelser i fortællesekvenser af skiftende succes. Så som sorte, hårde sten og cementudfyldning. Imens han selv er glasdrengen, hvis skår moderen samler og limer på igen. 

Moderen er Kirsten (Karen-Lise Mynster), men de to veninder, søstrene Anna (Anette Støvelbæk) og Bodil (Rikke Wölck) er ligeså meget mødre for Lasse, og det har en positiv effekt på hans frigørelse fra den overbeskyttende mor. Men man forstår og mærker ham ikke helt, fordi hans udvikling forstyrres af fortællerrollen, der hopper frem og tilbage i tiden uden at hans karakter ændres væsentligt. Trods der sker store omvæltninger i hans unge liv.

En programtekst citerer den tyske filosof Hannah Arendts tanker om gensidig fritagelse for de forseelser hverdagen byder på. Man frigiver og tilgiver – andre og sig selv – og gør sig dermed fortjent til at starte forfra og/eller udbedre det ødelagte. 

’Tilgiv mig’ læner sig fint op ad disse tanker, og jeg er fuldstændig enig i at tilgivelse forløser, udvikler og styrker os som mennesker. Men der er grader af svig og synder, og nogle kræver tættere dialog end bare et hurtig leveret ”Jeg tilgi’r”. Det mangler Wölcks manus, der i stedet forsøger at erstatte venindesnakken med tre terapisessioner. Det kunne sagtens fungere, hvis de havde løftet sig over klicheer som angst, misantropi og uendelig tilgivelse.

Men det skaber distance i de ellers så livsforandrende faser af utroskab, selvmord, sygdom og fortabthed, og det virker overfladisk at der efterstræbes en kæk og/eller positiv attitude – som slutbilledet.  Generelt kommer forløsningerne bare for let eller snildt tilskyndet af ny lidelse. Kun i få øjeblikke får man fornemmelsen af at nogen kæmper for at nå til tilgivelsen. Og det er jo ofte det, der får den til at virke ægte!