Kong Arthur

Sim-sa-la-bims! Der er magi i luften og action i skovreviret på vanligt storslået manér, når Det Kongelige Teater for syvende gang byder på actionteater for hele familien i Ulvedalene. Men al balladen om sværd, drager og djævelskab har sat sine spor og Kong Arthur er ved at gå gak-gak. Og han er ikke den eneste.

Adskillige faktorer gør Kong Arthurs (Nicolas Bro) magt skrøbelig: Guinneveres (Marie Louise Wille) flirt med Lancelot (Martin Hestbæk) og den manglende arving, de fraværende riddere om Det Runde Bord samt den forsvundne mentor og magiker Merlin – og pludselig svigter Excalibur-sværdet ham også. Ligeså spøger dragen Belvarg, som Arthur har pralet med at have dræbt, i mørket med sorte ryttere. Ikke underligt at Arthur bliver en smule ”kuk-kuk-faldera,” som han selv erklærer, imens den genopståede Merlin forsøger lidt gestaltterapi. 

Metalaget er med fra start, da Arthurs forhistorie bliver fortalt med pap og fjol – primært af Malory, der ikke helt kan huske om han er skuespiller eller troldmand – som et skuespil i skuespillet. Heldigvis er det Ole Lemmeke, der tryller med ord og snoretræk, så det holder, trods platteri med Spids Nøgenhat og lignende. Tammi Øst giver ham maliciøst modspil som kongesøsteren, der spyr heksekunster og afslører at Arthur er far til hendes søn Mordred, som hun nu er ved at overføre al sin kraft til. Esben Smed er helt forrygende i denne teenrolle fuld af kønsforvirring, manipulation og overdramatisering, der udvikler sig fra byldeknægt til et mix mellem Hulk og Wolverine.

Det hele er ved at gå fra koncepterne i Ulvedalene, hvor udstyrsstykket atter er visuelt prangende og folkeligt underholdende. Konceptet fungerer og imponerer, men det er efterhånden for overlæsset, fordi man hver gang skal have noget nyt, mere eller større med. Dramatiker Jokum Rohdes hang til at hapse set ups fra andre forlæg og mikse forskellige genrer og udtryk gør at ’Kong Arthur’ bliver patchwork så spraglet som Malorys flagrende påklædning.

Faktisk er der fuld knald på alle kostumer af Ida Marie Ellekilde, og selvom stilforvirringen også her er komplet, er det forrygende at fornøje sig over inspirationen fra fantasy og sci fi til sport og anatomi. Der er en sær blanding af fortid og fremtid, som også rykker i Christel Stjernebjergs seje koreografi af seks skelet-furier, der snører med silkesnore og slynger sig i wires. 

Også vellykket er det udvidede lydbillede af Kenneth Thordal, der ret hurtigt får karakter af medspillende figurer, humoristiske indspark og mod slutningen et hidsigt rock’n’roll-drabsorgie. En særligt vidunderlig sangrolle har Xenia Lach-Nielsen som Søens Dame, der ophøjes til Gudinde – fuld forståeligt med den overjordisk skønne stemme! Hun rammer den sjælelige forførelse – af Arthur og os, hans undersåtter – stjerneklart, bakket op af et fremragende kor.

Budskabet er at mørket er i os alle, og at vi skal sørge for at eliminere ondskaben i os selv. I ’Kong Arthur’ klarer de det med heftigt drabsorgie og pyroteknisk magi, men man kommer ikke udenom at det er kongeligt kuk-kuk i topunderholdende form.