Emil fra Lønneberg

Der er dømt ægte, svensk skærgårdsstemning på Folketeatret. Røde træhuse, kirsebærtræer og en hat på skrå – så er scenen sat. Man skal da også være gjort af et særligt stof for ikke at gå bare lidt i barndom i løbet af de to timer, vi bliver lukket ind i Emil og hans families tilværelse. 

Børnene sidder yderst på stolen og de voksne trækker på smilebåndet, når de velkendte skarnstreger falder som perler på en snor. Snart sidder suppeterrinen fast på Emils hoved og snart hænger lillesøster Ida og dingler fem meter over scenegulvet. Her er der serveret underholdning og grin, men heller ikke så meget mere end det. 

Opsætningen følger de velkendte historier loyalt, og det er godt, for flere af børnene kender replikkernes ordlyd allerede inden de siges højt. Et selvstændigt bidrag er det dog at give musikken den store rolle, den har i forestillingen. En lille trup af folkemusikere bidrager forestillingen igennem med liv og god atmosfære, og selvom vokalen på sangene ikke altid sidder helt i skabet, giver musikken virkelig noget. Også som rekvisitter indgår blandt andet claves og blæsere på finurlig vis (pølser og ølkander). 

Det kropslige arbejde bliver af og til lidt kluntet, for eksempel når suppeterrin ikke helt vil sidde fast på Emils hoved. Men det er fedt, at instruktør Leiv Arne Kjøllmoen også med kropsarbejdet vover pelsen og lader nogle fine, poetiske sekvenser bryde 1:1-fortællingen. Især er Emils flugt fra træværkstedet lavet virkelig godt. 

På skuespillersiden står Lisbet Gajhede som aftenens suveræne stjerne i rollen som Tyttebær-Maja og Kommandusen. Tyttebær-Maja er skør i bolden og vækker stor begejstring. Også Emil (Michael Slebslanger) og Ida (Asta Kamma August) står stærkt med deres troværdige, legesyge børnekarakterer. 

Forældrene er mildere overfor Emil end i både bog og film, hvilket understreger forestillingens budskab om, at Emil trods alle sine numre er værd at elske. Selv en skarnsunge kan blive til noget stort. Især en skarnsunge, der laver mange af sine numre i det godes tjeneste. Her bliver moralen næsten lidt for tyk, når fattiglemmerne – der har det så elendigt, at det halve kunne være nok – besøger Katholt til et overdådigt måltid, mens skurken Kommandusen får sig en seriøs lærestreg i Emils ulvefælde. 

’Emil fra Lønneberg’ er en hyggelig familieforestilling med et ædelt – om end en anelse tykt – budskab, og selvom forestillingen ikke løfter sig meget over en reproduktion af bog og film, er der vundet noget liv og nærvær i teaterformen og livemusikken.