Frk.Julie

Man(d) har sagt: ”Alt handler om sex, undtagen sex. Sex handler om magt.” Men hvem har magten? Og i hvilke rammer? ’Frk. Julie’ bliver næsten moderne, men kunne alligevel have sprængt rammerne mere.

August Strindbergs klassiker er intimteater på flere planer. Få karakterer, en enkel location, en ganske simpel handling – men masser af stærke, kontrasterende følelser! Strindbergs ambition var naturalistisk teater – hans forord er et teaterhistorisk manifest – og det er altid en udfordring for instruktører at holde stilen og samtidig tilføje en ny vinkel eller tolkning. 

I 1888 var stykket skandaløst og blev bandlyst flere steder – med sin åbenlyse udstilling af klasse-, magt-, køns- og sexroller. Det er svært at ændre for meget ved den klassiske tekst, hvis kærlighedstema er evigt relevant: At begære og drømme, at turde kærligheden og seksualiteten. Replikkerne kan lyde forældet indimellem, og naturalismen kan lide under intentionerne om at skabe mere intenst drama.

Men Thure Lindhardt har med sin instruktørdebut ramt en vellykket balance mellem klassisk, intimt, teatralsk og nærværende. Trekantsdramaet indrammes og slippes løs i dampen af troldesuppe, forventningen om øksehug, poesien i fygende rosenblade og Andreas Bernitts virtuose violin – plus melankolsk lyddesign – med toner fra blandt andet ’La vie en rose’ og ’Adagio.’ 

Mest fremtrædende i Maja Ravns scenografiske symbolik er rammerne. Det store ramme-galleri på bagscenen indfanger især kokkepigen Kristin (Sara Hjort Ditlevsen), men har også afgørende afvikling i slutningen. Og gennem hele handlingen indrammes karaktererne i det smukke, det gængse, det moralske, det glædelige med mere – både for skabelsen og for fastholdelsen. Men bryder sammen gang på gang.

Den kropslige intensitet leveres primært af kongelig balletdanser Alban Lendorf, der får en forrygende debut som skuespiller her. Vi forkæles med nogle lækre charleston-trin, lidt ballet, og fine klavertoner, samt den drengede charme overfor den ultimative kropsbevidsthed, der gør Jean mere attraktiv, men også mere simpel i hans svingende selvtillid overfor Frk. Julie.

Sonja Richter er eminent i titelrollen, og bestemt ikke uskyldig i legen, hun intrigerer, manipulerer og fornedrer som den overklasse hun også forsøger at fornægte. Det ene øjeblik er hun den lykkeligste på Jorden, det andet ramt af fortidens traumer, så man ikke ved hvad der er sandt, end ikke hendes drømme om at flygte fra det hele. 

Det er forestillingens største svaghed at der ikke rykkes mere moderne ved denne kvinderolle, for er det interessant at blive ved med at se stykket med det sædvanlige kvindelige offer, den religiøse kontekst og moralen om magt og status? 

Men hvad er naturalistisk teater i dag? Mere sanselighed og seksualitet? Det har Lindhardts fortolkning, men det skiftende magtbillede kunne være mere udlevet i den sammenhæng. Rusket mere i rammerne, mere moderne, måske endda provokerende. Som stykket var engang.