The Greatest Showman

Hugh Jackman i rød velourjakke og sort hat. En farvestrålende cirkusarena med dansende artister. Den ene mere speciel end den anden. Fantastiske kameravinkler, kostumer, lys og liv. Alt sammen svøbt i en skarp moderne musicalmelodi som åbningsnummer: ’The Greatest Show’.

2017s store feelgood-musical bliver slået stort op helt fra starten. Her bliver lagt op til en musical på linje med ’Moulin Rouge’. Og langt hen ad vejen følger stjernemusicalen med, men desværre bliver handlingen for overfladisk til at denne velcastede musical kan være med blandt de helt store.

Det starter godt, og det er bestemt hverken kedeligt eller uinteressant. Tværtimod er det flot, spektakulært, elegant filmet, velsunget og velspillet. Det er der ikke så mange fingre at sætte på. Men det gør jo ikke en film, med de standarder vi i dag har for handling.

Manuskriptet trænger simpelthen til nogle flere gennemskrivninger. Officielt er musicalen inspireret af P.T. Barnum, som grundlagde og rejste med et stort cirkus i mange år, kendt som ’The Greatest Show on Earth’. Her handler det om en mand (Hugh Jackman), der stabler et show på benene – med hjælp fra en yngre rigmand (Zac Efron) – i drømmen om at skabe et spektakulært liv for sin kone (Michelle Williams) og sine børn, men bliver opslugt af succesen og en svensk nattergal (Rebecca Ferguson). Men indfletningen af andre, politisk korrekte underhistorier giver for meget overflade og for lidt substans i handling og karakterer.

Dette ellers udmærkede bud på en nyskreven musical mangler et klart valg omkring hvad filmen egentlig skulle handle om. At forfølger sine drømme, at turde være sig selv selvom man er skabt anderledes, om et ægteskab der smuldrer, at svigte sine venner og så lige et par underproblematikker om racisme og klasseforskelle. ’The Greatest Showman’ er så opsat på at give folk en feelgood-oplevelse at den kløjes i alle sine egne præmisser. Havde producerne taget et skarpt valg om tre gennemgående historier havde den være fantastisk. For der er substans og talent nok at tage af.

Soundtracket er til gengæld en helt anden sag. Her er der tale om Oscar-materiale. Om nyskreven musicalmusik med klart hitpotentiale. Musik som lugter af Gaga, Diane Warren, Max Martin og også lidt af Hammerstein og Gerswin. Kort sagt musik og tekst fra en komponist og tekstforfatter, som er vokset op med alle de store, og hvis musikbibliotek er præget af netop det. De to unge forfattere Benj Pasek og Justin Paul, fra Oscar-vinderen ’La La Land’, står på skuldrene af giganter og har produceret virkelig lytteværdige numre som ’A Million Dreams’, ’This is me’ og den Celine Dion-værdige ’Never Enough’.

Mestendels skal ’The Greatest Showman’ ses for musikken. Og filmen er bestemt ikke ueffen, den er bare ikke helt i øjet. Selvom den nyskrevne musical har nogle klare kritikpunkter, kan man ikke afskrive den helt. Og mange af de gamle musicals fra 60’erne og 50’erne havde ikke alle en stor fanskare blandt anmelderne, før deres musik blev til evergreens. Så lad os vente og se. Det skal ikke udelukkes at ’The Greatest Showman’ bliver en showstopper af en scenemusical om nogle år. Til det vil den egne sig fortrinligt.