Pitch Perfect 3

Da ’Pitch Perfect’ kom frem i 2012 var den et friskt bud på tendensen til at kopiere populærmusik og bruge den i film og tv-serier – og filmen var endda så skarp, at populærmusikken og hele ’Glee’-tendensen var skrevet ind i handlingen. Det handlede om college a cappella-kor, noget der ellers ikke trækker det store biografpublikum. 

Men ’Pitch Perfect’ var forfriskende.  2’eren havde elementer af den første films originalitet, og man kunne jo håbe at holdet bag havde samlet 2’erens bommerter og tryllet med en 3’er. For hvorfor skulle man ellers lave en 3’er? Det er i hvert fald ikke handlingen, der retfærdiggør, at vi skal se ’Pitch Perfect 3’, for den er tyndere end i 2’eren, og producer/instruktør-holdet har ikke lært af 2’erens fejltagelser.

College a cappella-gruppen The Barden Bellas med Beca (Anna Kendrick) i spidsen, var faktisk troværdige i de første to film, fordi den lidt skabelonagtige ungdomsfilm med ungdomskærlighed og bliv-voksen-problematikker blev placeret i et college a cappella-miljø, som var troværdigt bygget op omkring musik, a cappella riff offs, sangkonkurrencer og nørdet teenageliv.  Men det der før var flydende og harmonisk er nu bumpet, klumpet, kantet og anstrengt. 

For i ’Pitch Perfect 3’ skal tøserne på en militærtur, hvor de skal spille for de amerikanske tropper i Spanien. En konkurrence, som ikke har noget med a cappella-konkurrencer at gøre, men hvor de derimod skal konkurrere med seje tøsebands med instrumenter for at blive valgt som DJ Khaleds opvarmning.  Tøserne tages ud af deres kontekst, og det ødelægger filmens styrker og gør selv pigernes sang ret utroværdig, i sammenligning med instrumentforstærkede bands.  Det er super ærgerligt, for det var netop alle de vokale mashups og a cappellaer, som stadig gav filmene noget særligt. 

Bevares, vi har jo stadig The Barden Bellas og deres sange, men deres værdi bliver neddroslet i ’Pitch Perfect 3’ og samtidig insisteres der på et sideplot, hvor Fat Amy (Rebel Wilson), Becas bedste veninde, nu bliver opsøgt af sin superrige spionfar (John Lithgow i karikeret Disney-skurkestil). Ja, vi når så langt, at Fat Amy pludselig springer ud som actionstjerne med håndvåben og dropkicks. Det ender med at blive lidt absurd det hele, og den store feelgood-finale falder desværre også vokalt til jorden.

Filmens eneste styrke er, at man har holdt fast i den kantede, tåkrummende og decideret upassende humor, som Fat Amy-karakteren mest står får. I al sin selvudstillende og fuldtidskiksede enevælde. Det fungerer rigtig godt i nogle scener, og holder filmen humoristisk tålelig, trods det klodsede plot. Men alligevel rammer tredje film i a cappella-trilogien jorden hårdt og hurtigt.  Hurtigere end man kan sige ”What’s up, Pitches?”.