La La Land

Gene Kelly døde i 1996. Og han er ikke med i ’La La Land’, men denne anmelder er stensikker på at han som en af skaberne bag den store klassiske Hollywood-soundstage-musical, må ha’ siddet på et håndmalet kulissestykke under indspilningen og ha’ smilet stort over hele sit Hollywood-fjæs.

For ’La La Land’ er et musicalmesterværk anno 2016. Intet mindre! Og en vidunderlig velfortalt humoristisk film, som på original vis fortæller en universel historie om drømme og kærlighed.

Musicalens store magiske format er bemærkelsesværdigt, fordi et utal af store manuskriptforfattere og instruktører de sidste 50 år ihærdigt har forsøgt at føre den store Hollywood-soundstage-musical ind i deres eget årti – med afsæt i alt fra store Broadway-musicals til moderne populærmusik – og alligevel er det først nu at det oprigtigt lykkedes for en instruktør. Og det lykkes så det giver genklang helt ned i Gene Kellys stepsko.

Instruktør Damien Chazelle står på skuldrene af giganter, mens han uden at ryste på hånden er i stand til at putte nutidig dialog, grandiose melodier, og et troværdigt parforholdsdrama ind i en og samme film. Det er en sand luksus at få lov til i to timer at læne sig ind i denne vidunderlige musikalske magi, og gå ud af biografen med håb, løftet hjertet og en større lyst til livet og drømmene. Det er de færreste film, der formår det i dag.

Hvorfor lykkes det så, når så mange ikke har haft held med det? Fordi Chazelle har skabt en organisk størrelse af en film. Han har gennem hele processen, også under indspilningen, været i konstant udvekslende samarbejde med komponisten Justin Hurwitz og skuespillerne i et dynamisk flow, hvor dialog, musik og instruktion har kunnet ændre sig og derved udvikle sig under vejs. En procedure, som sikkert ville kunne forbedre de fleste film.

Det lykkes fordi Chazelle hele tiden tager valg, som giver hans film særegne nuancer: I klipningen af filmen formår han at være original og trække musicalformatet ind i vores årti. Han gør det ved konsekvent at fortsætte filmens flow, efter et strålende musicalnummer, ved at klippe videre med nutidige lyde som mobiltelefoner, et insisterende båthorn fra en gammel bil og på den måde fortsætte musikaliteten ind i dialogscenerne. 

Han fornyer hele tiden filmens format, med en konstant kærlig hilsen til de gamle MGM-musicals. Selv i den scene, som nærmest ligner en kopi af kærlighedsdansen mellem Gene Kelly og Leslie Caron i ’En amerikaner i Paris’, ja, så tager Chazelle lige et skarpt tekstvalg og lader de to potentielt elskende synge om at de IKKE kan lide hinanden. Således får sangen titlen ’What a Waste of a lovely Night’, i stedet for at blive en klassisk kærlighedshymne som ’Our Love is here to stay’, som dansescenen refererer til. Det er de her små drejninger, som gør filmen bedre for hvert minut, der går, og som fusionerer musicalgenren med den moderne film. 

Samtidig er den også sit musikalske ansvar bevidst og derfor tager sig kærligt af fortidens popmusik og den allestedsnærværende Jazzmusik, som siver i blodårerne på alle musicals. Oven i alt tager manden også en stor chance, da han fjerner musikken midt i filmen. Forholdet mellem Mia (Emma Stone) og Sebastian (Ryan Gosling) går skævt, musikken mellem dem forsvinder, og så fjerner Chazelle den fra filmen i en god times tid, indtil de igen kan se hinanden. Så putter han den tilbage, i form af Justin Hurwitz’ umiskendelige klaver-kendingsmelodi. 

Det er genialt, stilsikkert og fantastisk! Og glaseret af den meget beviste casting af Ryan Gosling og Emma Stone, som supplerer hinanden fantastisk med henholdsvis stoisk vanvid og uslebent gåpåmod, er ’La La land’ uden tvivl en af årets bedste film. En kærlig hilsen til Gene Kelly og hele hans musicalgeneration, som fører filmmusicalen sikkert ind i et nyt århundrede.