Tulipanfeber

Tulipaner, sex og kunst – med mani så det strækker til flere billigromaner. ’Tulipanfeber’ kunne være en fræk affære, men den feber, der skal forbinde det hele, virker skiftevis for affekteret og usandsynlig. Som symbol findes der mange tolkninger af tulipan, men i dette kærlighedsdrama opblomstres den romantiske og maleriske form så svulstigt at man hurtigt tænker at feberen kun kan ende i afblomstring. 

Tulipanfeberen var på sit toppunkt i 1634-1937 i Amsterdam, hvor de populære blomsterløg blev handlet i bodegabaglokaler til svimlende priser, og slog benene væk under utallige, rige som fattige. Således kædes tulipanen til skønhed og rigdom, når handelsmanden Cornelis Sandvoort (Christoph Waltz) udstiller sine præferencer for smukke ejendele. Inklusiv sin unge, smukke hustru Sophia (Alicia Vikander), som han naturligvis skal foreviges med på maleri, men mest af alt skal bruge til at lave barn på.

Deraf nogle spøjse ægteskabelige sexscener, hvor kinky bliver kikset og tulipanen begynder at falme. ”First to flower, first to fall,” som Cornelis bemærker, og så ruller skæbnemanien. For de sidestillede lidenskaber adskilles mere end de spejles. Sexpassionen mellem Sophia og maleren Jan Van Loos (Dane DeHaan) damper af, imens folk bliver mere og mere tulipantossede, også Jan, der gambler stort for at sikre deres fremtid. Understreget af de utroværdige beslutninger, de træffer i kampens hede.

Mere jordnært fængende er sidehistorien om tjenestepigen (Holliday Grainger) og hendes bejler (Jack O’Connell), ligesom man underholdes skønt af en håndfuld bi-karakterer i ret vellykket typecasting. Eksempelvis Tom Hollander som den anfægtelige men behjælpsomme dr. Sorgh, Zach Galifianakis som den fatale drukmakker Gerrit, og Judi Dench som hofje-abbedissen med skarp sans for succesløg.

Tilbage står malerkunsten, den hollandske guldalder i 1600-tallet, der inspirerede den engelske forfatterinde Deborah Moggach til at skrive denne roman. Filmens eksteriør og interiør er en gylden fryd af barokt lysspil og tunge farver, ikke mindst den kongeblå til Sophias karakteristiske kjole og sjal. Dermed tenderer portrætterne smukt mod Jacob Van Loo, forud for Vermeer, og med lidt Rembrandt i kulissen. 

’Tulipanfeber’ er en film, der meget nemt kan lide under overfortolkning, og der er malet med bredt melodrama, som klumper for meget indimellem. Men billederne er skønne, og man får lyst til at vide mere om den hollandske guldalder. Og ikke mindst den lidt mystiske tulipanfeber, der af nogle betragtes som en af de tidligste økonomiske bobler, hvor en genstands handelsværdi peeker langt over egentlig værdi.